- Vi skal sateme ikke ryge ud til Tunesien

René Toft og resten af holdet fanget og forsinket i seks timer – med tid til at vurdere det tunesiske hold: - De skal løbes i smadder

ZARAGOZA (ekstrabladet.dk): - Arg, det var sgu ikke lige det, vi havde brug for. Nu har det været supervejr i 10 dage, og så stormer det pludselig. Det er rigtigt uheldigt. Vi havde glædet os til en stille og behagelig togtur på tre-en-halv time, men nu ser det jo helt anderledes ud.

René Toft Hansen sidder – mens disse linjer skrives – stadig i toget med 300 km/t og kurs mod Zaragoza, seks timer forsinket på grund af et kraftigt stormvejr, der har raseret jernbanelinjen mellem Sevilla og Cordoba.

René og resten af landsholdet ankommer formentlig først kl. 18.30 til stationen i Zaragoza – mere end seks timer forsinket dagen inden, det bliver blodig alvor mod Tunesien i VM’s ene ottendedelsfinale.

Ikke ligefrem den bedste optakt!

- Tuneserne har en lille fordel, det må man nok sige. De må være mere friske end os, fordi de har haft en helt anden rejsedag, konstaterer stregspilleren tørt.

- Vi må bare tage det med et smil, med godt humør. Vi kan jo ikke gøre noget ved det. Det er da heldigt, det er den sene kamp, vi skal spille, så vi har dagen til at blive friske. Men det er sgu ikke optimalt., siger René Toft Hansen.

Se også:

Se også: Vraget Nøddesbo: Superærgerligt

Han forventer langt fra nogen walk-over:

- Jeg tror, det bliver en hård kamp. De spiller rigtig godt forsvar og har en dygtig målmand, men de er ikke så brede, og samtidig har de mistet deres højre back Amine Bannour, der har været en stor skudtrussel for dem.

- Ham Wael Jallouz, jeg skal spille på hold med i Kiel, har ikke spillet så meget de sidste par kampe, har jeg lagt mærke til. Måske er de begyndt at blive lidt trætte her før kamp seks gætter – og håber – René Toft.

Devisen er klar: Tuneserne skal løbes i smadder!

- Det kan godt være, de kan følge med os i 40 minutter, men vi skal være i stand til at løbe dem ned over en hel kamp, siger René Toft Hansen, der kommer til at bokse med den knap så store – men tunge Issam Tej.

- Tej er rigtig dygtig. Ham skal vi holde et vågent øje med. Vi skal ikke undervurdere dem. De har været tæt på at slå Frankrig og vandt over Tyskland, men det var i de første kampe – nu er de nok ved at køre trætte. Er vi der 100 pct., skal vi ikke få problemer med dem.

René Toft Hansen er ikke bekymret trods tre pauvre kvarter mod Makedonien i aftes:

- Det er som om, vi har leveret det, der var nok. Så jeg håber, at vi virkelig er der nu, hvor det begynder at spidse til. Vi skal sateme ikke ryge ud til Tunesien – vi skal sateme være der!

Se også:

Se også: Landsholdet fanget i transporthelvede

0 kommentarer
Vis kommentarer