Nøddesbo i kontrasternes land

Op- og nedture: Jesper Nøddesbo nyder livet som stregspiller i Barcelona, men er samtidig præget af Spaniens økonomiske krise

Jesper Nøddesbo hyggesludrer med Lasse Svan Hansen under træningen i Sevilla. (Foto: Jens Dresling)
Jesper Nøddesbo hyggesludrer med Lasse Svan Hansen under træningen i Sevilla. (Foto: Jens Dresling)

Det er et land i krise, der lægger halgulve til VM i håndbold. Høje arbejdsløshedstal, demonstrationer og økonomiske problemer præger Spanien. Det mærker Jesper Nøddesbo også til daglig – både i hjembyen Barcelona og i håndbolden generelt i Spanien.

– Det er en hård tid for Spanien som land, og spansk håndbold lider også under den generelle økonomiske krise. Håndbolden har båret meget præg af, at enkeltpersoner eller firmaer har båret det enkelte hold, og de har trukket mange penge ud. Så mange store profiler har forladt den spanske liga, der ikke er så god, som den har været, siger stregspilleren.

Gav tøj til hjemløs
På trods af en enormt rolig og afbalanceret udstråling virker han nærmest, som om han har det skidt med midt i krisen selv at have det godt i Barcelona, hvor tingene har flasket sig for ham – både på banen med masser af succes i den spanske storklub og uden for banen i privatlivet med familien.

– Det er meget sundt indimellem at komme ud og se, hvor godt man egentlig selv har det, erkender han.

– Det hårdeste er, at man begynder at se så mange normale mennesker på gaden. De render rundt med deres få ejendele, og så begynder det at gøre ondt i maven. Det fylder meget i dagligdagen.

– Lige hvor vi bor, lever der en serber på gaden. Han har været i Spanien i fem-seks år og vil bare rigtig gerne arbejde, men kan ikke finde noget, så en dag var jeg oppe at tømme mit skab for alt overflødigt tøj og gav ham det i en taske, så det måske kunne hjælpe ham over vinteren, siger Jesper Nøddesbo og fortsætter.

– Man forsøger at hjælpe en lille smule, hvor man kan. Jeg ved godt, at det ikke rykker det store, men vi forsøger at give lidt penge til nogen. Det er lidt hårdt at se kontrasten, når man ved, hvor godt man selv har det og er så privilegeret, at man får sine penge. Bare det, at man har arbejde ...

Danskeren har efter seks sæsoner med op- og nedture – med både sportslig succes og perioder uden for holdet – tillært sig lidt spansk 'mañana'-mentalitet og lært ikke at se for langt ud i fremtiden. Så hvad der skal ske for den 32-årige midtjyde, når hans kontrakt med Barcelona udløber om halvandet år, aner han ikke.

Ændrer sig lynhurtigt
– Jeg må nyde det nu, når det går godt, for det med at spekulere over fremtiden trækker fokus væk fra nuet, hvor jeg har det godt. Det kan ikke svare sig, for i sidste ende ved man alligevel ikke, hvad der sker. Alting kan ændre sig lynhurtigt, siger stregspilleren, der heller ikke tør love danske VM-medaljer, selv om han brænder efter dem.

– Jeg har stor tro på holdet, men der kan ske mange ting. Der er altid hold, der blomstrer op, og andre, der skuffer. Det kan jo også ske for os. Men får vi gang i vores forsvar og dermed kontraangrebene, så bliver vi svære at slå, siger han.

Cafélivet

I Barcelona oplever Jesper Nøddesbo både sol- og skyggesiden

i form af egen succes og et Spanien i krise.

Foto: Lars Poulsen

0 kommentarer
Vis kommentarer