8.000 venter på Mikkel og co.

Men arenaen i Barcelona skræmmer ikke AG Københavns stjerner

Idrætshallen Palau Blaugrana ligger klods op og ned af mægtige Camp Nou i Barcelona.

Og når det drejer sig om cataloniernes Champions League-vindende håndboldhold befinder man sig også i skyggen af fodboldstoltheden. Opmærksomheden er alt andet lige noget helt andet, når Xavi, Messi og Iniesta er skiftet ud med Nagy, Victor og Nøddesbo.

Derfor slås man med tilskuertallene i den ellers intime og lækre Palau Blaugrana, der har plads til knap 8.000 tilskuere. Ofte er det yderst begrænset med interesserede tilskuere til eksempelvis ligakampene.

Ikke som Balkan
Det bliver dog ikke noget problem lørdag aften, når AG København kommer på besøg i returkampen i Champions League-.kvartfinalen. Her meldes der om udsolgt.

- Det er ikke som at spille eksempelvis på Balkan, som Danmark gjorde mod Serbien og Makedonien under EM i januar. Men der er en fed akustik og der kommer helt sikkert tryk på, siger Lars Jørgensen.

Han optrådte i flere sæsoner for Portland San Antonio og har derfor spillet en del kampe i arenaen. Og erfaringen stopper langt fra der for den 34-årige stjerne.

- Vi er jo mange, der har meget erfaring fra både landshold og internationale klubkampe. Og så har vi alene denne sæson spillet udekampe i Champions League i både spanske Leon, franske Montpellier og Kiel. Så det rører mig ikke, at vi nu skal til Barcelona, siger han.

Prøvet det der er værre
Han bakkes op af Henrik Toft Hansen, der langt fra har samme erfaring. Til gengæld var han med Danmark i Serbien i januar, hvor kampene mod hjemmeholdet i både indledende gruppe og finalen samt kampen mod Makedonien var hektiske.

- Jeg vil sige, at jeg dermed har prøvet det, der er værre. Og selvom det måske er begrænset, hvad jeg har prøvet sammenlignet med nogle af de andre, så er jeg klar. Når vi først kommer i gang, så vil presset jo være på banen. Ikke så meget fra tilskuerpladserne, siger stregspilleren.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere