Barcelona tror på sejr - men frygter Hvidt

AGK vandt med seks mål i første kamp. Barcelona frygter ny brandkamp af AG-målmand Kasper Hvidt i returkampen

Hvidt er frygtindgydende god i AGK-målet. (Foto: Lars Poulsen)
Hvidt er frygtindgydende god i AGK-målet. (Foto: Lars Poulsen)

Meget står på spil for byen Barcelona, når dens håndboldspillere lørdag løber på banen for at revanchere første opgør i CL-kvartfinalen mod AG København, der endte 29-23 i danskernes favør.

Fredag var Barcelona på den anden ende, men det var nu ikke på grund af det forestående håndboldbrag.

Fodboldholdets træner, Josep Guardiola, offentliggjorde, at han forlader klubben efter sæsonen, der den seneste uge er blevet ødelagt af exit i Champions League og et nederlag i ligaen til ærkerivalen Real Madrid, der ligner den spanske mester.

Håndboldspillerne havde dog fokus på noget helt andet end fodboldhelten Guardiolas farvel, da de fredag pudsede formen af i Palau Blaugrana.

Barcelonas håndboldherrer skal forsøge at vende et nederlag på seks mål til samlet sejr over danskerklubben AG København. Og de tror på sig selv i det spanske.

- Vi vinder. Men om vi vinder med seks mål eller flere, ved jeg ikke, siger den danske Barcelona-spiller Jesper Nøddesbo.

Største forhindring er Hvidt
Samme forventning har stjernespilleren Laszlo Nagy, der også tror på sejr, men har svært ved at sige, om sejren bliver stor nok til, at Barcelona kvalificerer sig til finalestævnet Final4 på bekostning af AG København.

I Barcelona-lejren er der dog ikke tvivl om, at den største forhindring på vejen til semifinalerne i Champions League hedder Kasper Hvidt.

- Hvis Kasper står lige så fremragende i morgen, som han gjorde i lørdags, så bliver det meget svært, siger Laszlo Nagy.

Barcelona-spillerne tror på en sejr - men virker bekymrede for, om de kan vende slaget mod AGK til samlet sejr. Fredagens træning bød ikke på mange smil hos de rutinerede og forsvarende Champions League-mestre.

Med hjemmebanepublikummet i ryggen har Barcelona dog før vendt et nederlag i første opgør til en samlet sejr efter returopgøret på hjemmebane.

Senest gik det ud over Montpellier i CL-ottendedelsfinalen. Efter en tomålssejr på hjemmebane måtte franskmændene vinke farvel til videre CL-deltagelse, da holdet tabte med hele 16 mål på Barcelonas hjemmebane.

Kampen mellem Barcelona og AG København fløjtes i gang lørdag klokken 20.00.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere