Andersson: Stort tab med Boldsen

AG Københavns cheftræner Magnus Andersson frygter, at måtte undvære Joachim Boldsen i Barcelona

Cheftræner Magnus Andersson. (Foto: Jens Dresling)
Cheftræner Magnus Andersson. (Foto: Jens Dresling)

Der var panderynker i AG Københavns lejr trods den flotte 29-23-sejr over FC Barcelona fredag aften.

Olafur Stefanssons ryg holdt ikke til deltagelse i 2. halvleg, hvorfor den islandske legende blev siddende på bænken. Men værst var det for Joachim Boldsen.

Stjernens uheld i forbindelse med scoringen til 1-0, hvor han fik en fibersprængning i læggen trak ham øjeblikkeligt ud af kampen. Og hér dagen derpå er det noget, der bekymrer cheftræner Magnus Andersson.

- Det er et stort tab, hvis vi skal undvære Boldsen i returkampen. Det ser sådan ud lige nu, men vi ved det først med sikkerhed i løbet af næste uge, siger han.

Se også: Joachim Boldsen alvorligt skadet

I Boldsens fravær kom blandt andre 20-årige Mads Larsen ind og leverede en brandkamp. Også Arnor Atlason viste sig som en god afløser i specielt angrebet.

- Heldigvis viste de andre, at vi stadig stiller med en fantastisk stærk defensiv også uden Joachim. Det vidste vi godt, men det er positivt at få bekræftet mod et af verdens bedste hold, der har utroligt mange offensive kvaliteter, siger Andersson.

Se også: AGK-stjerner tror på triumf i Barcelona

AG København fik en formidabel start på kampen og førte hurtigt 3-0, inden spanierne kom med. Det blev til Barca-føring på 7-6, men det var eneste gang, gæsterne fik lang snor i den intense og dramatiske kvartfinale.

- Jeg er rigtig glad for den måde vi tacklede kampen i går. Det var stor disciplin og spillerne holdt hovedet koldt hele vejen. Det giver os et godt udgangspunkt før returkampen, men Barcelona er meget stærke hjemme, så vi har taget et stort skridt, men der er stadig et stykke vej til Final4, siger Andersson.

Se også: Verdensklasse

En stribe spillere tog efter et måltid mad en tur i byen, der først blev afsluttet tidligt lørdag morgen i indre København. Og det kan de tillade sig. For der er ingen træning før mandag.

- Nu holder spillerne fri i weekenden og så ser vi på det hele på mandag. Forberedelserne er i fuld gang og uanset hvad, har vi en realistisk mulighed for at nå Final4 med dette resultat, siger Magnus Andersson.

1 af 2 Joachim Boldsen måtte se kampen fra bænken - skadet. (Foto: Lars Poulsen)
2 af 2 Cheftræner Magnus Andersson. (Foto: Jens Dresling)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere