Barcelona jubler over projektet AGK

I Spanien sætter man pris på det, AG København gør for europæisk håndbold. Interessant projekt, er kommentaren

Det er kun to år siden, at AG København brød frem i den danske håndboldverden og hev den ene nordiske stjerne efter den anden til klubben.

Nu står det stjernespækkede hold med verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen, på holdet i en Champions League-kvartfinale mod de forsvarende mestre fra FC Barcelona.

En modstander, der har respekt for det, AG København har bygget op på så kort tid.

- De gør det rigtig, rigtig godt. Det er både godt for dem og for håndbold generelt. Det er et meget interessant projekt, og de gør et flot stykke arbejde med at promovere vores sport, siger manager i FC Barcelona, Xavier O'Callaghan til Ritzau.

- Det er vigtigt for os, at byen København er en del af europæisk håndbold, fordi markedet for håndbold er rigtigt vigtigt, og fordi København er en stor by. Det er meget vigtigt at have arrangementer i store byer, tilføjer han.

Fredag aften demonstrerer AG København endnu engang sine store ambitioner, når man hiver 21.000 mennesker til kamp i Parken, hvor første skridt i retning af semifinalen skal tages.

Og catalonierne udråber da heller ikke sig selv som favoritter trods sidste års mesterskab.

- AGK har rigtigt gode spillere. De har spillet en rigtig god sæson, og det kører for dem. De gode spillere præsterer på højt niveau denne sæson, siger den spanske manager.

- Det er en kombination af alle ting. Det handler ikke bare om at score mål. Det handler lige så meget om at undgå mål - og der har de en rigtig god målmand. Så det er en blanding af det hele, forklarer han.

Kvartfinalen spilles fredag klokken 20.10 og transmitteres direkte på DR1.

Returopgøret finder sted i Barcelona 28. april.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere