Bredsdorff: BSV-kamp er meget afgørende

KIF Koldings træner, Peter Bredsdorff-Larsen, ser slutspilskampen mod BSV som meget afgørende for begge hold

KIF Koldings håndboldherrer er under stort pres, når klubben onsdag aften møder Bjerringbro-Silkeborg (BSV) på udebane i slutspillet.

Nederlag i de to første kampe af slutspillet har sendt KIF Kolding til bunds i gruppe 2.

- De første to runder har ikke gjort kampen mindre betydningsfuld. Det er en meget afgørende kamp for både BSV og Kolding, den har enormt stor betydning, siger KIF Koldings træner, Peter Bredsdorff-Larsen.

KIF Kolding havde to point med til slutspillet via andenpladsen i grundspillet.

Klubben er dog blevet overhalet af både Aalborg Håndbold, BSV og Viborg, som har henholdsvis fire, tre og to point før onsdagens kampe.

KIF Kolding tabte først 24-25 ude til Viborg, hvorefter klubben led et nederlag på 22-24 hjemme til Aalborg Håndbold.

- Her i slutspillet har vi måttet acceptere, at to tætte kampe ikke er faldet ud til vores fordel. Selvom jeg synes, at vi var i vinderposition mod Aalborg, så løb de med de to point, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

- Vi er rigtig glade for de to point (fra grundspillet), så vi et stykke inde i slutspillet kan holde tingene i live, selv om vi ikke har fået point endnu.

- Mod Aalborg leverede vi i bund og grund en rigtig god indsats, men den gav bare ikke point, siger KIF Kolding-træneren.

I onsdagens anden kamp i gruppe 2 tager Viborg imod gruppens førende hold, Aalborg Håndbold. Nordjyderne har vundet de første to kampe i slutspillet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere