Viborg i ny europæisk finale

Viborg HK er klar til finalen i kvindernes Cup Winners' Cup i håndbold efter samlet sejr over Leipzig

Grit Jurack og Viborg er klar til finalen i Cup Winners Cup. (Foto: DPA)
Grit Jurack og Viborg er klar til finalen i Cup Winners Cup. (Foto: DPA)

Viborgs håndboldkvinder har efterhånden vundet så mange fine trofæer, at man kunne fristes til at tro, at spillerne ikke regner Cup Winners Cup-turneringen for noget.

Men glæden efter mandagens 33-27-sejr over Leipzig var ikke til at tage fejl af. Spillere og trænere er ellevilde over igen at stå i en europæisk finale, selv om det ikke er i den fineste turnering, Champions League.

- Vi elsker finaler, og den her er en af de rigtigt store. Der er masser af dygtige hold med, og vi har stor respekt for turneringen, siger en glad Viborg-træner Martin Albertsen.

Han så sit hold lægge nervøst ud og et par gange undervejs formøble pæne føringer. Men i sidste ende fik viborgenserne altså kål på Leipzig, der havde vundet det første opgør 30-29.

- Det var først til allersidst, at det var sikkert. Det var meget nervøst, og det var to hold, der rigtigt gerne ville i en finale. Det kunne man godt se, siger Albertsen, der tidligere har trænet Leipzig.

Grit Jurack fik sin håndboldopvækst i byen, og derfor var sejren også ekstra sød for hende. Hun føler sig heller ikke for fin til at glæde sig over at skulle spille finale i Cup Winners' Cup, hvor pokalvinderne og de hold, der sluttede som nummer tre i Champions League-gruppespillet deltager.

- Selvfølgelig betyder det noget. Vi vil vinde alt det, vi stiller op i, og derfor er vi også glade i dag, siger hun.

Viborgs modstander i finalen bliver FTC Budapest, der også er kendt som Ferencvaros.

Ungarerne sendte Viborg ud af samme turnering sidste år allerede i ottendedelsfinalen efter to tætte kampe, hvor antallet af udebanemål blev afgørende, fordi de to hold endte helt lige.

- Den her gang vinder vi. Det var jo bare ét mål, vi manglede sidste år. Men det kommer ikke til at ske denne gang, siger Jurack.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere