Fruelund forlader Randers til sommer

Randers og Katrine Fruelund har ikke kunnet blive enige om et nyt job, og dermed er hun helt færdig i klubben

Katrine Fruelund forlader Randers til sommer. (Foto: Ernst van Norde)
Katrine Fruelund forlader Randers til sommer. (Foto: Ernst van Norde)

Det har i et par måneder stået klart, at den tidligere landsholdsstjerne Katrine Fruelund stopper sin karriere som spiller, når denne sæson er forbi.

Men hendes klub de seneste seks år, Randers HK, får ikke som forventet gavn af hendes erfaring i fremtiden, for Fruelund er helt færdig i klubben, når karrieren rinder ud til sommer. Det erfarer Randers Amtsavis.

Efter avisens oplysninger har Fruelund og Randers HK i nogle måneder forhandlet om et fremtidigt job i klubbens talentafdeling til den tidligere OL-guldvinder, men forhandlingerne er nu brudt endegyldigt sammen.

Ude med skade
Men hverken job eller løn var godt nok til, at Katrine Fruelund har ønsket at fortsætte i barndomsbyens førende håndboldklub, efter spillerkarrieren er forbi.

Fruelund er i øjeblikket ude med en skade, men skulle være klar til slutspillet og dermed de sidste kampe i en lang karriere, der ud over Randers er foregået i Viborg og tyske Leipzig.

I efteråret fortalte hun, at hun stiller op til kommunalvalget i 2013 som medlem af partiet Venstre.

0 kommentarer
Vis kommentarer