AG milimeter fra sensationen

Kiels storhold vaklede med sikrede sig uafgjort mod AG København i CL-braget søndag

Kasper Hvidt stod fremragende. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Kasper Hvidt stod fremragende. (Foto: Thomas Lekfeldt)

BRØNDBY (ekstrabladet.dk): Lige ved og næsten. Sådan må det føles for AG Københavns danske mestre, der søndag aften omkring spisetid spillede 24-24 i topbraget i Champions Leagues gruppe D med THW Kiel.

Udeholdet fik en god start på kampen med scoringer fra svenskerduoen Marcus Ahlm og Kim Andersson, inden Gudjon Valur Sigurdsson kom på tavlen.

Niclas Ekberg sørgede kort efter for udligningen på straffe.

Læs også:

Se også: Skuffet Mikkel H.: Vi kan jo godt

Herefter fulgtes de to hold helt tæt. Det var tydeligt, at danskerne havde stor respekt for den frygtindgydende bagkæde med Daniel Narcisse, Kim Andersson og Filip Jicha, der efter 20 minutters tid blev byttet ud med en anden verdensklassespiller, serbiske Momir Olic.

Samtidig havde Mikkel Hansen og co. stort bøvl med tyskernes tonstunge forsvar, hvor Olafur Stefansson havde det svært på højre back..

Chancerne opstod dog undervejs blandt andet via Mikkel Hansens enorme overblik, der sikrede føring på 4-3 ved Sigurdsson fra venstre fløj.

Kiel kom igen foran med to mål (10-8), da en ellers fremragende Kasper Hvidt som sædvanlig måtte vige pladsen for Steinar Ege efter et kvarters spil.

Nordmanden fik dog bedre fat som pausen nærmede sig. Og det lykkedes blandt andet at pille en kæmpe chance fra Marcus Ahlm.

Og så kom danskerne med igen og via Olafur Stefanssons udligning kort før tid lykkedes det at gå til pause med 11-11.

Læs også:

Se også: Kiel-stjerne: AG kan nå langt

Brøndby Hallen fortsatte med at gynge efter pausen, hvor jævnbyrdigheden var overvældende.

Flere danske fejl i offensiven kostede mål. Det labbede den svenske fløj af en kontramaskine Henrik Lundström i sig som børn kører is i hovedet på en varm sommerdag.

Men samtidig viste det danske mesterhold stor styrke i offensiven, hvor Snorri Gudjonsson med dirigentstokken og som stregspiller medvirkede til dansk 20-18-føring tre kvarter inde i braget.

Kiel var dog ikke slået. Så langt fra endda. En timeout blev efterfulgt af indskiftningen af Narcisse, der med et formidabelt fodskifte og et par scoringer holdt liv i spændingen.

Samtidig fortsatte den islandske vulkan Gudjon Valur Sigurdsson med at bryde løs fra venstre fløj.

I den danske offensiv hævede Olafur Stefansson niveauet med et overblik, der trumfede alt og alle på de bageste rækker. Men tomålsføring blev til udligning 22-22. Og Thierry Omeyer var ikke taget over Østersøen for at hapse frikadeller i buffeten. Der kom franske redninger på bordet, mens Steinar Ege gjorde ham følgeskab i den anden ende.

Kielerne skiftede islandske Aron Palmarsson ind med 10 minutter igen. Ja, endnu en stjerne. Ham havde de gemt i 50 minutter på bænken.

Læs også:

Se også: EM-helt: Vi frygter ingen nu

Palmarsson brød straks igennem med en scoring, og da der resterede to minutter, var stillingen 23-23. Da havde publikum været helt oppe og ringe over en kontroversiel beslutning af dommerparret fem minutter før tid.

Mikkel Hansen bombede på mål, men Omeyer halvklarede. Bolden strøg op på overliggeren og ned på gulvet. Og ud i spil. Men var den inde? Dommerne mente det ikke. 5.600 var uenige.

Med 35 sekunder tilbage brændte Mikkel Hansen, og da Filip Jicha kort før tid scorede til 24-23, lignede det dansk deroute. Sidste sekundsscoring fra Hansen sikrede dog det ene point.

Men med det uafgjorte resultat sikrede Kiel sig førstepladsen.

Champions League, gruppe D, mænd:

AG København-THW Kiel 24-24 (11-11).

AG København: Gudjon Valur Sigurdsson 8, Mikkel Hansen 6, Niclas Ekberg 4 (2), Henrik Toft Hansen 2, Olafur Stefansson 2, Snorri Gudjonsson 2.

THW Kiel: Momir Ilic 5 (5), Marcus Ahlm 4, Filip Jicha 4, Kim Andersson 3, Henrik Lundström 3, Daniel Narcisse 2, Christian Sprenger 2, Aron Palmarsson 1.

Udvisninger: AG København 3, THW Kiel 2.

Tilskuere: 5.600.

1 af 2 Mikkel Hansen brændte kort før tid. (Foto: Thomas Lekfeldt)
2 af 2 Kasper Hvidt stod fremragende. (Foto: Thomas Lekfeldt)
0 kommentarer
Vis kommentarer