Skuffet Mikkel H.: Vi kan jo godt

AG Københavns stjerne hang med hovedet efter det uafgjorte resultat mod Kiel

BRØNDBY (ekstrabladet.dk): Smil skulle man lede længe efter udenfor AG Københavns omklædningsrum i minutterne efter 24-24 mod THW Kiel søndag aften.

For godt var det en pragtpræstation at spille lige op med det tyske storhold, men når nu danskerne var så pokkers tæt på at rende med det hele - og dermed nappe førstepladsen i gruppespillet, var der ikke noget at sige til, at skuffelsen var stor.

Det understregede en fåmælt Mikkel Hansen da også.

- Jeg vil ikke sige, at jeg er bitter. Men skuffet. Vi havde chancen for at slå Kiel, og så glipper det til sidst. Det er meget ærgerligt, for vi kan jo godt spille lige op med verdens bedste. Vi kunne endda have slået dem i dag, sagde den danske europamester, mens han lænet op af væggen forsøgte at beskrive kampen.

- Det var meget hektisk. De begyndte bedst, men vi fik styr på dem som kampen skred frem. Og da vi var foran med to i 2. halvleg begyndte det at se godt ud. Men vi smed bolden væk nogle gange, og jeg lavede vist også et par tekniske fejl, vurderede Hansen.

- Heldet var bare ikke med os i dag. Jeg tror, at vi vi rammer træværket på fire af de sidste fem afslutninger vi har, sagde han.

AG København slutter med det uafgjorte resultat på andenpladsen efter Kiel og kan dermed se frem til at møde treeren fra én af de tre øvrige grupper.

Det kunne meget vel blive svenske Sävehof fra Göteborg. En kort tur mod det formodet svageste mandskab af treerne.

- Jeg er ligeglad hvem vi møder.

- Men en kort tur over Øresund til Sverige må da være at foretrække...?

- Jeg er ligeglad, kom det tørt.

- Vi skal slå alle for at vinde.

Champions League, gruppe D, mænd:

AG København-THW Kiel 24-24 (11-11).

AG København: Gudjon Valur Sigurdsson 8, Mikkel Hansen 6, Niclas Ekberg 4 (2), Henrik Toft Hansen 2, Olafur Stefansson 2, Snorri Gudjonsson 2.

THW Kiel: Momir Ilic 5 (5), Marcus Ahlm 4, Filip Jicha 4, Kim Andersson 3, Henrik Lundström 3, Daniel Narcisse 2, Christian Sprenger 2, Aron Palmarsson 1.

Udvisninger: AG København 3, THW Kiel 2.

Tilskuere: 5.600.

0 kommentarer
Vis kommentarer