René Toft: Det bliver en lortekamp

I en travl tid har AGK-brødrene Toft Hansen svært ved at motivere sig til kampe mod de danske bundhold

Rene Toft Hansen skal på 'lorteopgave' i Skive i aften. (Foto: Lars Poulsen)
Rene Toft Hansen skal på 'lorteopgave' i Skive i aften. (Foto: Lars Poulsen)

I søndags mødte håndboldstjernerne fra AG København franske Montpellier i Champions League, og søndag venter puljefinalen på hjemmebane mod det tyske storhold THW Kiel.

Midt imellem de europæiske kampe skal AGK-spillerne dog en tur til det vestlige Jylland for at spille mod oprykkerne fra Skive i den danske Herre Håndbold Liga.

Og det er ikke helt så nemt at motivere sig til kampen mod Skive med de europæiske kampe i baghovedet.

- Det er selvfølgelig utroligt svært at sætte sig op til den kamp. Det bliver med garanti en lortekamp - ligesom det er set før mod Sønderjyske.

- Det bliver på ingen måde en kamp, vi vinder med 10 mål. Det tror jeg ikke. Men vi går benhårdt efter en sejr, og om det så kun bliver på et mål, er det stadig en sejr, siger AGK-stregspilleren René Toft Hansen.

Læs også:

Se også: AGK kunne have fyldt Parken

På det københavnske hold er lillebror Henrik Toft Hansen også at finde på stregen, og han er enig med sin bror med tanke på, hvordan det gik sidst, de to hold mødtes.

Der scorede AGK to sekunder før tid og fik de to point i hus, selvom forventningerne inden kampen havde været en sejr på 15-20 mål.

- Det er lidt paradoksalt, at man skal møde et oprykkerhold, når man har været i Montpellier og spille.

- Skive kæmper, og det er årets kamp for dem. Det er en, de har set frem til, og de giver sig 120 procent. Hvis vi ikke er der fra start af, kan vi godt blive løbet ned de første minutter, siger Henrik Toft Hansen.

Læs også:

Se også: Bundhold vil drille AG København igen

Onsdag i sidste uge havde AGK besøg af et andet bundhold, Sønderjyske, i Brøndby Hallen. Det blev en overraskende tæt kamp, der endte med 29-28 i københavnernes favør efter en meget omdiskuteret situation i de sidste sekunder.

AGK's Snorri Gudjonsson holdt på bolden og fratog sønderjyderne en sidste scoringschance. Episoden kostede islændingen et rødt kort og dermed karantæne mod Skive.

Men det virker ikke til, at AG København har mere styr på motivationen til aftenens kamp, end der var i sidste uge.

Læs også:

Se også: Boldsen: Vores største sejr

- Det tror jeg ikke. Det bliver nogenlunde det samme. Desværre, lyder det fra René Toft Hansen

- Men det er noget sjovere at spille kampene, når vi spiller godt, og der skal jo ikke så meget til. Det er bare koncentration.

- Det er en rigtig lang bustur til Jylland, og københavnerne er ikke så glade for at være i Jylland, så det bliver en rigtig hård og tæt kamp. Det bliver svært, og vi vil nok ikke se det kønne spil fra AG, siger René Toft.

Læs også:

Se også: Mikkel og co. stormer videre

Hos Henrik Toft er forklaringen på den mulige svingende præstation i onsdagens kamp, at puljefinalen mod THW Kiel er meget mere interessant for det københavnske mandskab.

- Det kan ikke undgås, at det sidder oppe i hovedet, at der også er en kamp på søndag. Vi har en bred trup. Vi kan skifte meget ud, så folk får den hvile, de skal have, så de er helt klar til søndag også.

- Vi er så meget foran i ligaen, så man skal passe på med at satse alt på Skive-kampen, for vi har trods alt også en Champions League-pulje, der er utrolig vigtig, forklarer Henrik Toft.

Kampen mellem Skive og AG København fløjtes i gang i aften kl. 19.30.

0 kommentarer
Vis kommentarer