Nyegaard: Wilbek-debat kørt helt af sporet

TV2's håndbold-kommentator forstår ikke Leif Mikkelsens kritik af Ulrik Wilbeks indlydelse på valget af den kommende landstræner

Ulrik Wilbek bakkes op af Bent Nyegaard. (Foto: AP)
Ulrik Wilbek bakkes op af Bent Nyegaard. (Foto: AP)

Der er udbrudt ordkrig mellem to af dansk herrehåndbolds helt store trænernavne.

Leif Mikkelsen, som i sin tid var manden bag 'bolsjedrengene', der med navne som Morten Stig Christensen og Jens Erik Roepstorff i 1980'erne spillede sig ind i nationens hjerter, har været ude med voldsom kritik af Ulrik Wilbek og DHF, fordi han finder det forkasteligt, at Wilbek - der ventes at blive sportsdirektør i forbundet, når hans kontrakt udløber i 2014, selv skal udpege sin afløser.

- Umiddelbart ville man ikke gøre det på den måde noget som helst andet sted i verden. Man ser jo heller aldrig den slags i erhvervslivet. Der bør over ham være et organ, som tager den beslutning, siger Mikkelsen således til sporten.dk, mens Wilbek meddeler, at han er 'træt af Mikkelsen', der ifølge landstræneren er 'misundelig' på Wilbeks mange medaljer.

Om det er misundelse, der har bragt Leif Mikkelsen på banen, skal være usagt, men ifølge TV2's håndboldekspert, Bent Nyegaard, er kritikken skudt langt forbi målet.

- Jeg har svært ved at tro, at Leif Mikkelsen har svaret på et konkret spørgsmål. For hvis det er et faktum, at Wilbek bliver sportsdirektør i 2014. så vil det være almindelig sund ufornuft ikke at snakke med ham. Det vil være helt logisk at inddrage Wilbek, siger Nyegaard til ekstrabladet.dk.

Se også: Wilbek raser: Nu må det stoppe

Bent Nyegaard påpeger, at selvom en sportsdirektør vil blive taget med på råd, så vil den endelige beslutning næppe være hans alene.

- En fornuftig beslutning vil se på markedet, og måske hyre et bureau, der skal finde den rette. Og i den sammenhæng vil det være tåbeligt ikke at tale med Wilbek, konstaterer TV2-eksperten, der synes, at debatten er noget forfejlet.

- Jeg synes, at hele debatten er kørt fuldstændig af sporet. At plædere for, at Wilbek ikke skal indrages - som Leif gør - er helt uforståeligt. Selv, hvis Wilbek stopper helt i DHF vil det efter min mening være fornuftigt at høre ham, konstaterer Bent Nyegaard, der til gengæld meget nødigt vil sætte navne på feltet af mulige efterfølgere.

- Nej, det er et meget svært område. Det er et meget stort job - og hvis det går som ventet, og Danmark henter medaljer ved de næste tre turneringer - så vil den nye mand være under pres fra starten af, siger Nyegaard, der vurderer, at feltet pt. består af 'fem-seks' mand.

0 kommentarer
Vis kommentarer