Mikkel: Vi skulle ha' vundet med 15

AG København levnede ikke Partizan Beograd nogen chance i Champions League. Men sejren burde have været større, mener Mikkel Hansen

En serber har godt fat i Mikkel Hansen. (Foto: Lars Poulsen)
En serber har godt fat i Mikkel Hansen. (Foto: Lars Poulsen)

AG København førte med tolv mål - men vandt kun med seks. 29-23 over Partizan Beograd i Champions League.

Det passede ikke helt Mikkel Hansen.

- Efter min mening skulle vi have vundet med 15 overskydende.

- Ud over, at der blev skiftet en del ud, begyndte vi at sløse i angrebet. Og samtidig tog vi nogle dumme beslutninger i forsvaret.

- Når det sker i Champions League - jamen, så scorer modstanderen sgu´. Også Beograd, siger Mikkel Hansen, der selv scorede tre gange og misbrugte et tilsvarende antal skud fra distancen.

EM-helten vil ikke bruge sin tid på at spekulere i AG Københavns mulige modstandere i ottendedelsfinalen.

- Nu venter først og fremmest de super-spændende kampe mod Montpellier og Kiel. Det kan ikke være bedre, lyder det fra manden, der elsker store udfordringer på en håndboldbane.

Nu er højbordet dækket med to afsluttende knaldkampe i den indledende Champions League-pulje.

Hvis AGK vinder over Montpellier (ude) og Kiel (hjemme), vinder holdet også puljen. Belønningen vil være en ottendedelsfinale mod en relativt blød modstander som Sävehof, Kadetten Schaffhausen eller Wisla Plock.

Tabes derimod begge opgør, kan det resultere i en fjerdeplads. I givet fald bliver 'straffen' et møde med en puljevinder. Mulighederne er Barcelona, Atletico Madrid og HSV Hamburg.

0 kommentarer
Vis kommentarer