AGK fik smæk i pokal-revanchen

Aalborg Håndbolds anden-keeper Søren Pedersen blev helten med sensationel første halvleg

Hvidt kunne ikke holde AGK inde i kampen (Arkivfoto: Claus Bonnerup)
Hvidt kunne ikke holde AGK inde i kampen (Arkivfoto: Claus Bonnerup)

I søndags tabte Aalborg Håndbold pokalfinalen til AG København. Men i ligaen har nordjyderne i den grad krammet på mestrene.

I efteråret vandt de 25-24 i Brøndby. Og det blev fulgt op af 26-24 (13-8) hjemme i Gigantium, hvor 4.215 tiljublede de lokale helte.

Se også: Mikkel og Co. snuppede pokalen

Nummer ét af slagsen var Søren Pedersen.

Den 25-årige målmand får normalt ikke megen spilletid, men med Ole Erevik som afbudsramt slog han til.

I de første 30 minutter præsterede Søren Pedersen helt sensationelt 17 redninger. Det blev i den sidste ende udslagsgivende, selv om han langtfra kunne leve op til det skyhøje niveau efter pausen.

Individuelt set brillerede også Aalborg-stregen Jacob Bagersted. Med syv mål blev manden, der var overskudsvare i netop AG København, Mr. 100 pct.

Se også: Aalborg-spillere tror på revanche mod AGK

Mens mestrene - uden Joachim Boldsen og Nicklas Ekberg - begik helt unormalt mange fejl, spillede hjemmeholdet med stor omtanke, og der var tillige krudt i afslutningerne fra Kristian Kjelling (4) og Henrik Mølgaard (4).

Mikkel Hansen blev tabernes topscorer med en håndfuld træffere. Men mod sædvane kunne EM-helten denne gang ikke rage kastanjerne ud af brændeovnen.

Aalborg førte flere gange med seks mål og var kun presset i en fase, hvor gæsterne forvandlede 12-18 til 17-18.

0 kommentarer
Vis kommentarer