Dalmose om pokal-exit: Vi gjorde det godt

Ajax København-træner Christian Dalmose er stolt af sit 1. divisionshold, der formåede at presse AG København

Håndboldklubben Ajax Københavns træner, Christian Dalmose, er yderst tilfreds med sine spilleres indsats i lørdagens pokalsemifinale mod AG København i Aalborg.

Nederlaget på 25-29 til overmagten er da også til at bære for træneren.

- Jeg er overrasket. Jeg havde forventet flotte ting - og det gjorde vi. Drengene havde glædet sig til det her i månedsvis. Nu gjorde vi det godt. Og de laver så mange flotte ting, siger Christian Dalmose.

Træneren er da også glad for, at stjernerne fra AG København følte sig pressede af en meget lavere rangerende klub.

- De bliver uvenner undervejs i kampen. De kommer op at skændes lidt og snerrer af hinanden i perioder. De er tydeligt overraskede over at blive presset af et 1. divisionshold, der gik ind og gjorde alt, hvad de kunne, siger en tilfreds Dalmose.

- Vi skal klappe os selv på ryggen, for vi gjorde det godt, tilføjer han.

Gensynet med Aalborg var specielt for træneren, som tidligere trænede Aalborg DH's kvinder.

- Det er fint at være tilbage. Jeg holder meget af menneskene og byen. Det har været en tid, der var der, og som har været stor, siger Christian Dalmose.

0 kommentarer
Vis kommentarer