Det var de to forhåndsfavoritter, der sejrede i fredagens VM-semifinaler i Brasilien.
Ikke alene sendte Frankrig Danmark ud af turneringen, også Norge levede op til værdigheden og besejrede Spanien.
30-22 stod der på tavlen efter de 60 minutter, og så eksploderede det for nordmændene.
- Jeg er meget rørt over at nå finalen, fortalte profilen Camilla Herrem efterfølgende til avisen Verdens Gang.
- Vi har arbejdet et helt år (siden EM-triumfen i Danmark, red.). Nu skal vi have guldet med hjem. Det skal vi bare, lød det begejstret fra den stærke fløjspiller.
Udfaldet af kampen var der aldrig spænding om. Med en (igen) blændende Katrine Lunde-Haraldsen i målet holdt nordmændene sydeuropæerne fra særlig mange scoringer, og føringen var oppe på syv mål ved pausen.
Spanierne ledte desperat efter åbninger og kombinationer de sidste 30 minutter, men da var løbet kørt.
Dermed står Spanien til at møde Danmark i bronzekampen søndag. Den kan følges live her på sitet eller på TV 2 fra klokken 17.20.
Finalen mellem Frankrig og Norge spilles fra kl. 20.15 - og kan ses og følges samme steder...