For en gangs skyld er det Trine Troelsen, og holdkammeraterne på kvindelandsholdet, der hænger med mulen efter en VM-kamp og modstanderne, der råber sejrssange.
Efter syv VM-sejre i træk må den danske venstreback efter 23-28-nederlaget sande, at det er mindst lige så surt at tabe, som det er fedt at vinde.
- Jeg er ked af det. Det er træls og en rigtig øv-fornemmelse, siger hun.
- Vi var godt med, og vi kunne sagtens matche dem. Vi lavede bare nogle dumme fejl og var ikke klar på anden halvleg, siger Troelsen.
Hun havde stadig fornemmelsen af, at slaget kunne vendes, da holdene gik ind til anden halvleg. Men danskerne halsede efter resten af kampen og var aldrig rigtigt ovenpå.
- Vi var kun bagud med to, og det har vi før kommet tilbage fra. Men de løb os over, og så havde vi svært ved at hente dem igen, fordi vi brændte nogle chancer og kiksede i forsvaret, siger hun.
Nerverne spillede også ind, selv om holdet i optakten holdt fast i, at de intet havde et tabe og derfor kunne spille frit.
- Jeg var egentlig ikke nervøs inden kampen, men jo længere vi kom hen, jo mere begyndte jeg at tænke over, at vi ikke måtte tabe den her. Og så spillede trætheden jo også ind, siger Troelsen.