Hun er braget ind i danskernes hjerter med en flot VM-slutrunde. Især med en forrygende kamp da danskerne overraskede Kroatien og grundlagde sejren i den indledende gruppe.
Louise Burgaard har skudt og smilet sig ind i håndbold-seernes hjerter - så effektivt, at hun blev en suveræn vinder, da ekstrabladet.dk spurgte læserne om, hvem der er håndbold-landsholdets flotteste spiller.
Over 31.000 læsere har deltaget i afstemningen, og flere end hver tredje har peget på den 19-årige højreback som vinder foran Louise Svalastog Spellerberg, der blev en ligeså suveræn nummer 2.
Se galleri med Louise Burgaard øverst i artiklen
Om det var forbløffelse over den flotte titel eller ren og skær beskedenhed, vides ikke, men Louise Burgaard bød ikke på mange ord, da ekstrabladet.dk overbragte hende den glade nyhed:
- Åh nej. Blev det mig? Hvad kan man sige til det? Tak til Ekstra Bladets læsere, lød det med et lille smil.
Landsholdets Superwoman
I den første VM-uge beskrev ekstrabladet.dk's udsendte i Brasilien hvordan den endnu urutinerede landsholdsspiller imponerer i lejren. Landstræner Jan Pytlick er en af dem, der er imponeret over hendes stærke fysik:
- Det er helt vildt. Vi har testet uhyggeligt mange spillere efterhånden, så vi har et samlet billede af deres fysik i form af styrke, løb, spring, iltoptagelse osv. Vi vurderer dem på en skala fra 1 til 10, og ligger man på 5, er man en gennemsnitlig A-landsholdsspiller. Burgaard ligger helt i toppen. Hun ligger på 10 på fire af de seks parametre, vi arbejder med, fortæller Pytlick.
Læs også: Burgaard er holdets Superwoman
Louise Burgaard, der er født i Esbjerg, spillede 1. division i Fredericia allerede som ynglingespiller. Derefter gik turen til KIF Vejen før hun inden denne sæson skiftede til Tvis Holstebro - og altså fik sit gennembrud på landsholdet.
- Er du en eller anden form for Superwoman?
- Ha ha. Jeg tror måske bare, jeg har nogle gode gener. Jeg har altid fået at vide, at jeg har en god fysik, men samtidig har jeg en god arbejdsmoral og vil rigtig gerne træne, også selvom det er surt søndag morgen.
ekstrabladet.dk's læsere er tilsyneladende helt enige: Fremragende gener