SÃO BERNARDO (ekstrabladet.dk): Da Danmark i tirsdags slog Kroatien var det en forløsning for det danske hold, der på det tidspunkt ikke vidste, hvordan holdets niveau var i forhold til konkurrenterne.
Og for Louise Spellerberg var tirsdagen på mange måder bevæget. Ikke mindst, fordi datteren Mille på to år rejste hjem til faderen Bo Spellerberg efter at have tilbragt ni dage i Brasilien.
- Det var en lang dag - en følelsesmæssig rutsjetur. Først og fremmest skulle Mille hjem - og om jeg så kun skal være væk fra hende i tre dage, så er jeg aldrig rigtig god til at sende hende af sted eller selv tage væk. Sådan er det, men som forældre bliver man nok lidt mere sårbar, når man skal sende sine børn af sted. Især når vi er så langt væk som nu, siger Louise Spellerberg til ekstrabladet.dk.
Holdkammeraten skadet
- Så var der det med Kvies (Maibritt Kviesgaard, red.) , som jeg boede på værelse med. Hun er min gode veninde og holdkammerat hjemme i klubben, og jeg er heller ikke så god til, at folk bliver kede af det, og at det var så alvorligt, som det var. Vi havde håbet, det måske bare var et ledbånd, men så fik vi at vide, at det var hendes korsbånd, der var røget.
- Det var frygteligt hårdt, og jeg var også følelsesmæssigt påvirket af det, men da vi kom til kampen mod Kroatien glædede jeg mig bare til at få det hele ud af kroppen. Og jeg havde rimeligt hurtigt sporet mig ind på, at nu gjaldt det Kroatien, og vi skulle bare give den gas. Og så vandt vi, hvilket var superfedt. Det var hele følelsesregistret, man kom igennem, men det endte godt, siger Spellerberg og tilføjer:
- Og Mille er kommet godt hjem. Rejsen var gået supergodt.