SÃO BERNARDO (ekstrabladet.dk): Der var gang i den omkring tidtagerbordet, da Danmark fredag aften besejrede Sverige med 20-19 ved VM i kvindehåndbold i Brasilien.
På den ene side råbte den svenske træner Per Johansson, og på den anden side råbte den danske træner Jan Pytlick. Ofte ad dommerne, af og til ad spillerne, og en gang i mellem så det ud som om, den svenske træner råbte ad Jan Pytlick. Men den danske træner lod sig ikke provokere.
- Nej, jeg holder mig ude af det. Det spil har vi kørt for lang tid siden. Det gør jeg ikke igen. Jeg var slet ikke i kontakt med ham, men han forsøger altid, lød det fra Pytlick efter kampen.
Fejltrin kan blive dyre
Men han erkendte, at han havde været højt oppe i det røde felt.
- Det er klart, når der står så meget på spil. Man kan jo ikke sidde ned, og selvom jeg har iPad’en med, så spiller jeg altså lige ikke et spil undervejs. Man er sgu så emotionel i det her. I sådan en kamp kan to fejltrin betyde, at man taber med to-tre mål. Det er så knivskarpt, sagde Jan Pytlick efter gyseren, der udviklede sig til den forventede forsvarskrig.
- Man ved jo lige præcis, hvad modstanderen gør. Der, hvor vi rykker i anden halvleg, er, da vi begynder at spille stregen. Det havde vi snakket om i pausen, og det lykkedes for os. Vi er også en tand skarpere på vores overtalsspil end svenskerne, og det blev afgørende. Det er så små marginaler, der afgør sådan en kamp, sagde den glade landstræner.