VM-vært Brasilien med den danske træner Morten Soubak stormer videre mod succes.
Tirsdagens triumf mod Frankrig blev sent torsdag fulgt op af sejr på 33-28 over Rumænien, og dermed har hjemmeholdet vundet den indledende pulje.
Belønningen bliver efter al sandsynlighed en ottendedelsfinale mod Elfenbenskysten. Ergo har Morten Soubak´s udvalgte det ene ben i VM-kvartfinalen.
Med Chana Masson, Randers, som en veloplagt keeper sikrede brasilianerne sig ret hurtigt et betryggende forspring mod sidste års EM-bronzevindere, og da fløjen Ardean Elisei blev diskvalificeret efter sin tredje udvisning ved stillingen 24-21, røg Rumæniens sidste chance for et afgørende vendepunkt.
At rumænerne ved dette VM er uden bl.a. stjernespillerne Neagu og Stanca, bekymrer næppe værtsnationen og piller ejheller ved dens triumf.
Brasilien er en højt kvalificeret out-sider. Spillerne er uhyre fysisk stærke, boldsikre og godt skolede i kraft flere års ophold i europæisk håndbold.
Eksempelvis har Morten Soubak hele syv spillere fra Hypo Niederösterreich i sin stab.