SÃO BERNARDO (ekstrabladet.dk): Et dansk ’velkommen’ kan man såmænd finde på vejen Avenida Kennedy uden for Danmarks kamparena i São Paulo. Og det tog Kristina Bille i høj grad til sig i Danmarks fjerde VM-kamp.
Der var således blot spillet 28 sekunder, før den indfløjne og flyvende Bille satte det første af sine i alt otte mål i kassen i Danmarks knusende overlegne 38-17-sejr over Elfenbenskysten.
Højrefløjen var nærmest kriminelt skarp og skulle kun bruge 17 minutter til sine seks første VM-mål, og i alt svingede hun blot venstrearmen ni gange for at score sine mål.
Afgjort i en fart
Det første mål faldt på et kontraangreb, og det var også et sigende billede på en kamp, som et fokuseret dansk hold afgjorde i en fart, så træner Pytlick hurtigt kunne spare småskadede Line Jørgensen og skifte hyppigt ud.
Pytlicks piger tog opgaven alvorligt, havde indstillet sig taktisk klogt på den akavede modstander og udnyttede effektivt en masse kontrachancer efter at have uddelt nogle hurtige tæsk i forsvaret. Og så var den kamp lukket.
Mistede pusten og modet
Elfenbenskystens stjernespillere, Elodie Mambo i bagkæden og Paula Gondo på stregen, mistede hurtigt pusten og modet. 2-3 blev til 7-3, og 10-6 blev til 18-6 kort før pausen af den spændingsløse kamp foran et betragteligt rekordpublikum på op mod 300 tilskuere, inklusive selveste IHF-præsident Hassan Moustafa, der kunne nyde VM-succesen fra VIP-tribunen.
Pytlicks piger fortsatte hverken lige så fokuseret eller skarpt efter pausestillingen 22-7, og efter 25-8 svækkede både forsvar og angreb på koncentrationen, så en ellers afslappet Pytlick ved 28-14 måtte tage timeout. Og det hjalp.
Elfenbenskysten havde tidligere voldt Sverige store problemer, men et overlegent dansk hold tilføjede afrikanerne deres største nederlag i turneringen og sikrede sig selv den fjerde sejr på stribe i en indtil videre meget tilfredsstillende VM-slutrunde.
Indbyrdes opgør afgørende
Fredag venter gruppefinalen mod Sverige, og her kan Danmark med sejr eller uafgjort sikre sig gruppesejren, der giver en formodet let modstander i ottendedelsfinalen i form af Japan.
Et nederlag vil efterlade Sverige, Danmark og Kroatien á point, og så bliver de indbyrdes opgør afgørende.
Danmark kan tillade sig at tabe med to mål og stadig blive gruppevinder.
Et nederlag på mellem tre og seks mål er ensbetydende med en andenplads i gruppen.
Et nederlag på syv mål eller mere vil være ensbetydende med en tredjeplads.
Ottendedelsfinalerne spilles på mandag, og modstanderen skal findes i Gruppe C blandt Brasilien, Frankrig, Rumænien og Japan.