Missil-Mikkel: Vi kom til at se dumme ud

Den danske stjerne og den genopstandne islandske veteran tegnede sig for halvdelen af AGK’s scoringer – og samarbejdet bliver endnu bedre, lover Mikkel Hansen

Mikkel Hansen glæder sig til samarbejdet med Olafur Stefansson (Polfoto: Jens Dresling)
Mikkel Hansen glæder sig til samarbejdet med Olafur Stefansson (Polfoto: Jens Dresling)

Ni svirpende pletskud fra Mikkel Hansens umanerligt skarpe hånd og håndled – seks fuldtræffere fra genopstandne Olafur Stefansson på den modsatte back. Til sammen plaffede den unge dansker og den rutinerede islænding halvdelen af AG Københavns træffere ind i 30-29 sejren over spanske Ademar Leon.

At de så begge havde deres cementtunge andel i de i alt 14 kiksede indspil, det durkdrevne spanske forsvar dels fik lokket danskerne til, dels fik fisket op og brugt til skarptslebne kontraer er en helt anden historie.

Vi bliver bedre endnu
Samarbejdet mellem de to fungerede i hvert fald fint nok til at sikre en vital hjemmesejr og lægge sig på førstepladsen i Champions League-gruppen.

- Der var naturligvis fejl, ingen tvivl om det, men generelt gik samarbejdet mellem os godt. Olafur har kun trænet med i en uge, så der er grænser for, hvad man kan forvente, siger Mikkel Hansen.

- Der mangler lidt timing, og selvfølgelig kommer vi engang imellem i situationer, hvor vi kommer til at se lidt dumme ud, men jeg er okay tilfreds, siger Mikkel Hansen.

- Jeg får nogle gode opspil, og jeg får bolden der, hvor jeg gerne vil have den. Men det kan blive meget bedre, når jeg forstår, hvordan han skal spilles – og han modsat i forhold til mig. Sådan vil det altid være. Det fungerede rigtig godt, men det kan uden tvivl blive meget bedre, for jeg synes slet ikke, vi som hold viser vores niveau i dag. Omvendt må det være en styrke, at man kan vinde sådan en kamp – uden at spille sig ud, siger Mikkel Hansen.

'Vi vil have puljesejren'
- Lige meget, hvem vi møder, går vi stenhårdt efter at vinde, og derfor går vi naturligvis også efter den endelige puljesejr. Nu har vi for en gangs skyld ikke en midtugekamp onsdag og kan forberede os på en svær udekamp i Pick Szeged, der bliver en voldsom opgave. Det er et inferno, vi kommer ned til dernede, og de giver den gas.

Mikkel Hansen har været i den ungarske heksekedel en gang tidligere.

- Jeg spillede der med GOG. Vi tabte med én og vandt stort hjemme – det siger vel alt!