Nyt Århus-kollaps

Århus GFs problemer fortsætter

Århus og især træner Erik Veje Rasmussen har et kæmpe problem. Århusianerne fortsætter med at falde ud af en kamp med et kæmpe brag.

Det gentog sig igen i aftes mod Kolding, hvor det blev kampene mod Skjern, Tvis/Holstebro og Skive om igen.

Efter at have sikret sig en solid seks måls føring ved pausen formåede gæsterne på 10 minutter at smide føringen væk.

Da Kolding først var på omgangshøjde, trak hjemmeholdet fra og vandt sikkert på en flot 2. halvleg, der blev vundet 19-10, hvor lidt taktiske ændringer var nok til at slå benene væk under det skrøbelige Århus-mandskab.

Landstræner Ulrik Wilbek havde taget turen for at se EM-emner som Kasper Irming og Bo Spellerberg efter i sømmene. Ingen af de to lavede nævneværdig reklame for deres kandidatur.

Tvært imod havde begge i perioder svært ved at score og brugte alt for mange forsøg til henholdsvis fire og tre mål.

Med sejren holdt Kolding fast i andenpladsen.