Lærke: Svært at forstå

FCM-playmakeren kunne ikke forklare, hvad der gik galt i dagens Champions League-nederlag

Lærke Møller er netop vendt tilbage til FCM-holdet efter en knæskade. (Arkivfoto: Rasmus Flindt Petersen)
Lærke Møller er netop vendt tilbage til FCM-holdet efter en knæskade. (Arkivfoto: Rasmus Flindt Petersen)

- Vi var åbenbart ikke mentalt klar. Det er meget svært at forstå, hvad der skete.

Lærke Møller lignede som alle andre i FC Midtjylland-lejren ét stort spørgsmålstegn efter den kæmpemæssige skuffelse mod Byåsen.

- Det var selvfølgelig meget skidt, at vi kom bagud med otte-ni stykker. Det er uforklarligt. Nu kan vi ikke gøre andet at at gå ind med alt mod Buducnost, lød det fra Lærke Møller.

Hun spillede sin tredje kampe efter den langvarige skade og var lige som alle andre meget op og ned. Bl.a. skinnede det i øjnene, at den genopstandne VM-aspirant misbrugte to gange for blankt mål ved stillingen 14-19.

Til gengæld fik Lærke Møller i andre situationer sat Trine Troelsen og Line Jørgensen godt op til afslutninger.

Nærmest i choktilstand
Også Trine Troelsen var i nærmest choktilstand efter dukkerten.

- Jeg er meget skuffet og ked af det, konstaterede landsholdsbacken.

Træner Ryan Zinglersen:

- Vi tabte jo på den rigtig, rigtig svage første halvleg. Men heldigvis er vi stadig i en situation, hvor vi selv kan afgøre det. Efter denne nedtur af højeste karat står vi sammen og nægter at tro, at dette var endestationen.

Det afgøres i næste weekend, om FC Midtjylland skal blandt de otte sidste hold i Champions League. Når Buducnost kommer til Ikast fredag, har Bojana Popovic-tropperne på forhånd sikret sig fortsat deltagelse i turneringen.