Nye bank til Norge

Det danske B-landshold hentede for anden dag i træk en storsejr over Norge

Den tidligere BSV-playmaker Morten Olsen blev igen topscorer for det danske B-landshold. (Arkivfoto: Andreas Szlavik)
Den tidligere BSV-playmaker Morten Olsen blev igen topscorer for det danske B-landshold. (Arkivfoto: Andreas Szlavik)

Fredagens storsejr på 37-26 blev lørdag fulgt op af en ny 11-målssejr, da Danmarks B-landshold bankede Norges tilsvarende med 38-27 (15-13).

Og igen var det Hannover-playmakeren Morten Olsen, der blev dansk topscorer - denne gang med otte mål mod gårsdagens ti scoringer, mens BSV-fløjen Dennis Kirkegaard fulgte sine fem fredagsmål op med syv i dagens kamp.

- Vi spiller egentlig fint, men i første halvleg misbruger vi alt for mange chancer, siger U18-landstræner Claus Hansen, der står i spidsen for B-landsholdet under weekendens tre kampe i Norge.

Læs også:

BSV-spilleren Nikolaj Øris scorede fem gange, da B-landsholdet besejrede Norge. (Arkivfoto: Claus Bonnerup) Håndbold B-landshold tævede Norge

- Den store forskel på de to halvlege var, at vi efter pausen får mere skarphed i vores forsvar, ligesom vi bliver mere effektive i afslutningerne. Derfor bliver den spinkle halvlegsføring hurtigt udbygget, og efter kort tid af anden halvleg er der aldrig tvivl om udfaldet, siger Claus Hansen, som erkender, at den norske modstand ikke har været stor:

- Norges hold består primært af spillere fra den norske liga på mellem 20 og 25 år, mens vores hold har erfaring fra udenlandske ligaer og mange internationale kampe. Det har de ikke, og det skinner tydeligt igennem, at vi er en klasse over dem, når vi rammer niveauet, siger Claus Hansen.

B-landsholdet spiller den tredje og sidste kamp mod Norge søndag eftermiddag i Drammen.