Bryant tæt på italiensk eventyr

En lockout i NBA sender en af stjernerne til Italien, lyder en mundtlig aftale

Bryant kalder det 'en drøm' at skulle spille i Italien. (Foto: AP)
Bryant kalder det 'en drøm' at skulle spille i Italien. (Foto: AP)

Nettene i kurvene kommer ikke til at blafre foreløbigt i verdens stærkeste basketliga NBA grundet en lockout af spillerne.

Derfor tager de fleste spillere udenlands for at holde sig i form, og en af de største stjerner, Kobe Bryant, har ifølge den italienske klub Virtus Bolognas talsmand indgået en mundtlig aftale med norditalienerne, skriver huffingtonpost.com.

Virtus præsident Claudio Sabatini sagde, at aftalen er '95 procent sikker'. Kontrakten lyder på 16 millioner kroner for de første 40 dage af den italienske sæson, og aftalen giver Bryant lov til at smutte, så snart lockouten i USA er overstået.

Aftalen er dog endnu ikke underskrevet.

Den 33-årige Lakers-stjerne har for øvrigt boet i Italien i alderen 6-13 år, fordi hans far spillede der, og Bryant har kaldt det 'en drøm' at få lov at spille i støvlelandet.