Slut med World Cup i Danmark

- Det er blevet for dyrt, konstaterer DHF-direktør Morten Stig Christensen

Morten Stig Christensen synes, at det er blevet for dyrt at afholde World Cup. (Foto: Claus Bonnerup)
Morten Stig Christensen synes, at det er blevet for dyrt at afholde World Cup. (Foto: Claus Bonnerup)

Det er efter al sandsynlighed sidste gang, at Dansk Håndbold Forbund arrangerer World Cup i Århus.

- Det er blevet meget dyrt for os. Og i disse tider kan vi bruge pengene på noget andet.

En halv million
- Den aktuelle turnering kommer nok til at koste os omkring en halv million. Det er jo kostbart at have hele otte delegationer og dommere boende i en uges tid, siger DHF-direktør Morten Stig Christensen til ekstrabladet.dk

På kampdagene tirsdag, onsdag og torsdag har der totalt set været blot 6.697 tilskuere i NRGi Arena.

Historisk ringe
Det er et historisk ringe fremmøde. Og det kan kun blive værre, når Danmark ikke er med i weekendens slutkampe.

Ifølge Morten Stig Christensen vil World Cup formentlig blive erstattet af en 4-landsturnering med tre kampdage - og dermed langt færre udgifter.

I øvrigt var DHF-direktøren selv med til at føde ideen med World Cup, da han i sin tid var sportschef på TV2.