Dobbelt kæberasler til dansk keeperhelt

Målvogter Sandra Toft måtte i gulvet for anden gang på mindre end en uge i håndboldlandskampen mod Rusland

Sandra Toft spillede en stor kamp i målet (Foto: Ernst van Norde)
Sandra Toft spillede en stor kamp i målet (Foto: Ernst van Norde)

Der var en grund til, at Sandra Toft blev liggende i gulvet nogen tid, da hun undervejs i håndboldlandskampen mod Rusland blev ramt i ansigtet af et skud.

Team Tvis Holstebro-keeperen blev nemlig ramt lige præcis der, hvor hun allerede var øm i forvejen.

- Jeg fik en arm i hovedet til træning i fredags, og så røg der to tænder ud. Det gjorde rigtigt ondt. Det var heller ikke den mindste russer, der skød, siger Toft.

'Det v ar et uheld'
Landstræner Jan Pytlick protesterede voldsomt i situationen, men ifølge målmanden selv var det fair nok, at modstanderen ikke blev udvist efter skuddet til hovedet.

- Hun blev presset ind over stregen, og så var hun uheldig, at hun ramte mig. Men jeg har jo selv valgt at stå derinde, siger hun.

Sandra Toft konkurrerer med rutinerede folk som Karin Mortensen og Christina Pedersen om de formentlig kun to målmandspladser ved VM i Brasilien.

Tænker ikke på VM
Med sine mange redninger mod Rusland skrev hun formentlig en meget flot indledning til sin VM-ansøgning, men det tænker hun ikke ret meget over lige nu.

- Jeg nyder bare at få lov at være med. Det er første gang, at jeg er med til GF World Cup, så det er en stor oplevelse for mig, siger 21-årige Sandra Toft.

Danmark tabte kampen 28-30 og møder onsdag Spanien. Her får Karin Mortensen lov at vise sit værd i målet efter at have siddet over mod russerne.