Furien Anja lancerer ny stil

Glem furiens evigt strittende fuck-finger. Glem fortiden på godt og ondt. Håndbolddronning Anja Andersen i den velkendte udgave er abdiceret

En ny og afdæmpet Anja Andersen (Foto: Per Rasmussen)
En ny og afdæmpet Anja Andersen (Foto: Per Rasmussen)

Velkommen til Anja d. II.

Ingen tilsvining af dommerne. Ja, i det hele taget ingen af de berømte og berygtede udladninger af temperament i vulkanklassen.

I træningskampene forleden i Rødbyhavn kunne selv ikke et diskutabelt rødt kort bringe hende i affekt.

Tilbage i HåndboldLigaen, nu som assistenttræner for Viborgs herrehold, foretrækker Anja Andersen individuel instruktion. På stille og rolig, men dog myndig, facon.

Se også: Chok over Anja

Hvad er der dog sket siden Slagelse- og FCK-tiden? Hvor er den gamle Anja? Og hvorfor dette totale rolleskifte?

Mange spørgsmål, som hovedpersonen besvarer således:

– Nu skal man for det første huske, at jeg ikke er cheftræner i Viborg. Det er Bo Tolstrup.

– Men selv om jeg havde været det, ville min stil have været den samme. Hvorfor? Fordi jeg er blevet mere bevidst om nogle ting. Lederskab. Jeg har søgt en masse viden gennem de sidste to år og foretrækker derfor en anden model end tidligere.

– Min rolle er nu først og fremmest at stå til rådighed. Hvis jeg hele tiden fortæller spillerne, hvad de skal gøre, ender det med en begrænsning.

Læs mere: Viborg-spillere sure over Anja

– Jeg vil i stedet sætte en refleksion i gang hos den enkelte. Som træner skal man skabe rammerne og give spillerne ansvar. Det giver i den sidste ende gode resultater, mener Anja Andersen.

Er dit markante stilskifte ensbetydende med, at du har fortrudt, hvordan du agerede tidligere?

– Næh. Jeg kunne godt slå mig selv i hovedet. Men det ville der ikke komme noget godt ud af.

– Hvad der er sket gennem årene, har jo gjort mig til den person, jeg er. Jeg føler bare at have udviklet mig, og det er jeg glad for, siger Anja d. II.