Det europæiske håndboldforbund EHF har taget fusen på Danmark og i stedet tildelt håndboldstormagten Tyskland en topseedning ved onsdagens lodtrækning til EM i herrehåndbold i Serbien i januar næste år.
- Det giver overhovedet ingen mening, siger landstræner Ulrik Wilbek.
- Ved EM i Østrig 2010, som seedningen er baseret på, blev Danmark nummer fem, mens tyskerne sluttede på en 10. plads.
- Og går man længere tilbage i EM-historien, vandt vi som bekendt i 2008, mens tyskerne blev nummer fire, og i 2006 vandt vi bronze, mens Tyskland blev nummer fem. Så det er lidt svært at få øje på berettigelsen i at seede Tyskland over Danmark, siger Wilbek i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.
Til BT går landstræneren en tak længere:
- Det er en skandale. Det er decideret korrupt, siger Ulrik Wilbek.
Både Danmark og Tyskland vandt deres EM-kvalifikationsgrupper foran henholdsvis Rusland og Island.
De fire topseedede i onsdagens lodtrækning bliver Frankrig, Kroatien, Polen og altså Tyskland.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.