Landin skadet under træning

Niklas Landin måtte overvære holdkammeraternes forberedelse til den vigtige EM-kvalifikationskamp i Hviderusland i morgen med en ispose om venstre ankel

Niklas Landin kom til skade under dagens træning i Hviderusland (Foto: Lars Poulsen)
Niklas Landin kom til skade under dagens træning i Hviderusland (Foto: Lars Poulsen)

Håndboldherrerne fik sig et chok, da målvogter Niklas Landin tirsdag pludselig faldt om med en ankelskade under landsholdets træning i Minsk før EM-kvalifikationskampen mod Hviderusland onsdag aften.

Målvogteren fik straks assistance fra holdets fysioterapeut Peter Poulsen.

- Umiddelbart ser det rimeligt fornuftigt ud, men det er jo ikke til at sige, hvor meget anklen hæver.

- Så jeg vil ikke vende tommelfingeren hverken opad eller nedad i forhold til Niklas' udsigter til at spille i morgen. Men lige nu er jeg optimist, siger Peter Poulsen i en pressemeddelelse.

Skaden skete, da håndboldlandsholdet varmede op med fodbold før træningen tirsdag aften.

Det viste sig at være en rigtig dårlig idé, for landsholdets førstemålmand måtte efterfølgende overvære træningen med en ispose på sin ankel.

Hvis Niklas Landin ikke bliver klar til at møde Hviderusland onsdag, må Jannick Green klare opgaven i målet alene.

Landstræner Ulrik Wilbek har i forvejen været nødsaget til at se bort fra Søren Rasmussen, og Tim Winkler døjer med en dårlig ryg.

Danmark fører EM-kvalifikationsgruppe syv med seks point foran Rusland, som også har seks point. Hviderusland (4 point) og Schweiz (0 point) ligger henholdsvis nummer tre og fire i gruppen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere