Stor selvtillid skal hjælpe Danmark til EM

Danmarks herrelandshold i håndbold har stor selvtillid, når holdet møder Hviderusland i EM-kvalifikationen

Det er et dansk landshold sprudlende af selvtillid, der skal spille EM-kvalifikationen hjem (Foto: Jens Dresling)
Det er et dansk landshold sprudlende af selvtillid, der skal spille EM-kvalifikationen hjem (Foto: Jens Dresling)

De danske håndboldherrer tager en stor portion selvtillid med, når de onsdag aften går på banen i Minsk til EM-kvalifikationskampen mod Hviderusland.

Mange af de danske landsholdsspillere har haft succesoplevelser i den seneste tid, blandt andre venstrefløjen Anders Eggert fra Flensburg-Handewitt, som blev topscorer i Bundesligaen.

- Selvtilliden er i top, og det hænger sammen med en sæson, hvor det er gået rigtig godt. Jeg indledte den lidt halvskidt med en skade, men derefter er det bare gået bedre og bedre, siger Anders Eggert, som scorede 248 mål i Bundesligaen.

Stregspilleren Jesper Nøddesbo vandt Champions League og det spanske mesterskab med FC Barcelona, og højrefløjen Hans Lindberg var med til at sikre HSV klubbens første mesterskab i Tyskland.

Også AG-København-spillerne Mikkel Hansen og René Toft Hansen kan se tilbage på en fantastisk sæson, hvor de blev danske mestre foran over 36.000 tilskuere i Parken.

Den danske selvtillid kan være meget værd, når holdet skal spille under vanskelige forhold i Minsk i en hal med plads til cirka 16.000 tilskuere.

- Det har altid stor betydning, at man kommer med selvtillid, så plejer det at gå bedre. Det er sværere, når man er nede i kulkælderen. Forhåbentlig kan vi bruge denne succes til at vise, at vi er et vinderhold, siger Mikkel Hansen.

Danmark fører EM-kvalifikationsgruppe 7 med seks point efter fire kampe. Billetten til næste års EM i Serbien bliver sikret, hvis Danmark vinder kampen i Hviderusland.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere