Wilbek skifter målmand til EM-kamp

Håndboldlandsholdet må undvære målmanden Søren Rasmussen til onsdagens EM-kvalifikationskamp i Hviderusland.

Wilbek tvunget til målmandsudskiftning (Foto: Lars Poulsen)
Wilbek tvunget til målmandsudskiftning (Foto: Lars Poulsen)

BALLERUP (ekstrabladet.dk): Ulrik Wilbek har modtaget to afbud på målmandsposten til EM-kvalifikationskampene mod Hviderusland onsdag og Schweiz søndag.

Flensburg-målmanden Søren Rasmussen, der så fornemt supplerede Niklas Landin ved VM, er ude på grund af sygt barn, mens reserven Tim Winkler har dårlig ryg.

- Søren Rasmussen har desværre måttet tage hjem, fordi hans lille søn er blevet syg. Derfor er Jannick Green trådt ind på holdet i stedet.

- Vi havde oprindeligt Jannick Green og Tim Winkler med i truppen, men Tim Winkler døjer med en meget dårlig ryg, så han er heller ikke til rådighed, sagde Ulrik Wilbek på et pressemøde mandag eftermiddag i Ballerup, hvor holdet har lejr indtil afrejsen mod Hviderusland tirsdag morgen.

Konstant højere niveau
Ulrik Wilbek får dermed igen sit ’fremtids-drømmepar’ at se sammen på målmandsposten i form af to af de keepere, han tidligt var ude at pege på som oplagte afløsere for europamestrene Kasper Hvidt og Peter Henriksen, der begge er stoppet.

- Nu skal de så stå deres prøve som par. Den ene har jo gjort det gennem længere tid. Så må vi se, hvordan det går med Jannick, men han bliver bedre og bedre hele tiden.

- Niklas har bare stået på et konstant højere niveau, end Jannick har. Jannick har indimellem perioder i kampene, hvor han kan lukke helt af, men han mangler at kunne det over en hel kamp, siger Ulrik Wilbek til ekstrabladet.dk.

Fire mand inde i billedet
Om det så er det par, han vil satse på efter kvalifikationskampene, eller om der skal mere rutine tilbage mellem stængerne, besvarer Wilbek således:

- Det har ikke noget med rutine at gøre. Det har noget at gøre med, hvem af de to, der tager flest bolde. Der er først og fremmest de fire inde i billedet, og selvfølgelig er Niklas den ene. Men hvem af de tre andre, der skal med, det kan jeg ikke sige noget om. Men det ser fint ud, siger Wilbek og ser meget tilfreds ud.

Danmark spiller onsdag kl. 20.15 på udebane mod Hviderusland.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere