Da landstræner Jan Pytlick fyldte 44 år i går, kunne han givetvis godt have ønsket sig mere positive gaver.
Forleden røg Berit Kristensen, Randers, og Mette Gravholt, Team Tvis Holstebro, ud med korsbåndsskader.
Og i lørdags endte både Lærke Møller og Line Jørgensen som smerteplagede rekonvalescenter, da Danmark vandt 23-16 i Polen.
I går – landsholdstruppens eneste fridag i to uger – blev Line Jørgensen frikendt.
Det skete i den forstand, at der ’kun’ er tale om et næsten overrevet ledbånd.
– Det er møgirriterende. Men det kunne være gået værre, konstaterede langskytten med henvisning til, at pausen var blevet mindst seks måneder i stedet for seks uger, hvis korsbåndet var røget.
I dag vil det vise sig, om Lærke Møller må imødese endnu en laaang periode som passivt medlem.
Hårdt ramt
Playmakeren skal MR-scannes i Viborg. Og frygten er at miste endnu en VM-slutrunde.
Hvis korsbåndet er læderet, bliver hun næppe klar til Brasilien i december. Hvilket vil være særskilt bittert, fordi Lærke Møller missede VM i Kina 2009 grundet en sprængt akillessene. Og først nu har fået genetableret storformen.
– Vi er hårdt ramt. Det siger sig selv, når Berit Kristensen og Lærke Møller spiller samme position centralt i angrebet.
– Men det glædelige i denne triste situation er, at vi har mange fleksible bagspillere i staben.
– F.eks. har både Trine Troelsen og Rikke Skov jævnligt fungerer som playmaker på klubplan, og Tvis Holstebros Kristina Kristiansen er jo også til rådighed, siger assistenttræner Kim Jensen til Ekstra Bladet.
Truppen samles i dag før returkampen mod Polen i Randers på søndag. Og det må meget gerne blive til en god nyhed om, at også Lærke Møller er sluppet nådigt.
Som hun selv konstaterede i går:
– Hvis bare det ikke er korsbåndet ...
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.