Viborg henter landsholdsspiller

Viborgs håndboldkvinder har forstærket sig på back-positionen

Pernille Larsen fortsætter karrieren i Viborg. (Foto: Lars Poulsen)
Pernille Larsen fortsætter karrieren i Viborg. (Foto: Lars Poulsen)

Der er ikke meget, der er gået Viborg HK's vej i denne sæson.

Men torsdag var der godt nyt i domkirkebyen, da man kunne meddele, at der er indgået en toårig kontrakt med landsholdsbacken Pernille Holst Larsen, der er hentet hos HC Odense.

- Pernille Larsen er trods sin relativt unge alder allerede en erfaren spiller, som komplementerer vores i forvejen stærke trup rigtig godt. Hun er også en alsidig to-vejsspiller, der ikke mindst har nogle stærke kompetencer som forsvarsspiller, hvor hun kan bruges mange steder. Pernille er samtidig en humørfyldt pige med en masse positive personlige egenskaber, så jeg er sikker på, at hun vil falde rigtig godt til i Viborg, siger den nyudnævnte sportschef Susanne Munk Wilbek.

Pernille Larsen glæder sig til at prøve kræfter med tilværelsen i Viborg.

Glæder sig
- Jeg er meget sulten efter at prøve mig af på et højere sportsligt niveau og være med der, hvor det er rigtig sjovt. Viborg HK er en rigtig storklub, og muligheden for at komme hertil er helt fantastisk for mig. Jeg glæder mig meget til udfordringen, og jeg tror også meget på, at skiftet til Viborg HK, og de mange dygtige medspillere jeg får, kan være med til at skærpe mit eget spil og på den måde hjælpe mig i retning af at opfylde mit store mål om at komme med til OL i 2012, siger Pernille Larsen, som har stor tiltro til, at Viborg genvinder fordums styrke.

- Jeg synes, der tegner sig et rigtig godt hold, hvor der også kommer nogle dygtige unge spillere med stor gejst til klubben. Derfor tror jeg tror absolut også, at muligheden for at komme i DM-finalen er rigtig stor, selvom det selvfølgelig kommer til at kræve hårdt arbejde. Jeg håber, at jeg selv kan bidrage en hel masse for at få det til at ske. Min primære force er forsvarsspillet, men jeg synes også, jeg er kommet et godt stykke med den offensive del, og forhåbentlig får jeg muligheden for at vise mine evner i begge ender af banen, siger hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer