Rekord-sponsorat til landsholdet

Det danske herrelandshold har endelig fundet en sponsor - Danmarks største håndboldsponsorat nogensinde, skriver avis

Lasse Boesen og herrelandsholdet kan se frem til en ny hovedsponsor. (Foto: Lars Poulsen)
Lasse Boesen og herrelandsholdet kan se frem til en ny hovedsponsor. (Foto: Lars Poulsen)

Så lykkedes det endelig.

Ifølge Jyllands-Posten præsenterer DHF på mandag en ny hovedsponsor til herrerne, der ikke har haft en sponsor siden VM.

Slutrunden, hvor Danmark vandt sølv, blev spillet med en midlertidig sponsor på brystset.

Men nu skulle DHF være klar til at præsentere det største håndboldsponsorat nogensinde, skriver Jyllands-Posten. Dermed overgår det nye hovedsponsorat AG Københavns aftale med de to faglige organisationer, Det Faglige Hus og Krifa, som pumper i omegnen af 10 millioner kroner ind i storklubben, der i weekenden kunne fejre sit første mesterskab nogensinde.

Aftalen præsenteres ifølge avisen på et pressemøde mandag, men officielt vil Morten Stig Christensen, direktør i Dansk Håndbold Forbund, ikke kommentere avisens oplysninger.

Den nye hovedsponsor vil angiveligt benytte sig aktivt af spillerne i reklamer, og landsholdsspillerne er derfor blevet løbende orienteret om forhandlingerne.

DHF har været udsat for hård kritik, fordi man ikke har kunnet finde en sponsor til det succesfulde hold, ligesom VM-sponsoren først blev fundet i sidste øjeblik.

0 kommentarer
Vis kommentarer