FC Midtjylland holder liv i gulddrømmen

FC Midtjylland og Randers HK skal mødes i en tredje DM-finale, efter at FC Midtjylland vandt på hjemmebane

FC Midtjylland kan glæde sig over, at de er sikret en tredjekamp om DM (Foto: Ernst van Norde)
FC Midtjylland kan glæde sig over, at de er sikret en tredjekamp om DM (Foto: Ernst van Norde)

FC Midtjylland tvang søndag Randers HK ud i en tredje og afgørende DM-finale i håndbold for kvinder.

I Ikast vandt FC Midtjylland den anden finale 23-19 over Randers HK, der havde vundet den første finale i fredags på hjemmebane.

Dermed skal DM-guldet afgøres på lørdag i Randers i den afgørende kamp.

Randers HK, der vandt grundspillet i Guldbageren Ligaen, fik ellers en fin begyndelse på kampen i Ikast.

Gæsterne kom foran 7-4, men herefter faldt Randers HK's offensive spil fra hinanden.

FC Midtjylland fik vendt stillingen til en pauseføring på 13-11, og i anden halvleg udbyggede holdet føringen.

0 kommentarer
Vis kommentarer