Lars Jørgensen: Jeg har vundet for lidt

AG Københavns forsvarsklippe jagter i dag sit første danske mesterskab, når DM-finalen spilles i Parken

Lars Jørgensen drømmer stadig om at vinde Champions League. (Foto: Lars Poulsen)
Lars Jørgensen drømmer stadig om at vinde Champions League. (Foto: Lars Poulsen)

GLOSTRUP (ekstrabladet.dk): Lars Jørgensen kommer fredag formiddag slentrende afslappet med en kop kaffe i hånden som en af de sidste ind til AG Københavns sidste træning inden dagens DM-finale i Parken mod BSV.

Og i den ydmyge hal 3 i Glostrup Hallen er alt tilsyneladende, som det plejer at være før en håndboldtræning. Det kunne have ret beset foregå i enhver hal i landet, på stort set ethvert hold fra serie til liga.

Trænerne har indbyrdes basket-konkurrence, nogle spillere har den klassiske fodboldleg i det ene mål, hvor det gælder om at score på hovedstød og ikke blive grebet ud, andre bliver tapet op eller revet lidt i af en fysioterapeut og andre igen tager det bare stille og roligt.

Drillerier og skulderslag
De her spillere er måske lidt større og mere veltrænede end gennemsnittet, og når Jacob Green laver ansigter af Jacob Bagersted, foregår det med et TV 2-kamera imellem dem. Greens drillerier belønnes i øvrigt med et kraftigt skulderslag af Bagersted …

- Jeg tror nu stadig nok, at folk er ret spændte. Men jeg tror ikke at folk er nervøse. I dag er det, som det plejer, men vi ved jo godt, at vi står på tærsklen til en DM-finale. Folk er jo ved at gøre sig klar til det, kan jeg godt se og mærke. Helt normalt er det heller ikke, siger Lars Jørgensen til ekstrabladet.dk efter træningen.

Nutiden er interessant
Han kan i dag vinde sit første danske mesterskab i håndbold efter en lang karriere, der bl.a. har budt på et europamesterskab og et spansk mesterskab.

- Jeg synes bare stadig, jeg har vundet alt for få titler i forhold til, hvad de klubber jeg har været i, har haft mulighed for. Det er ærgerligt, siger Lars Jørgensen.

- Et spansk mesterskab er stort. En EM-titel er stor. Men det er alt sammen ting, der ER sket. Det er nutiden, der er interessant.

- At blive dansk mester vil rangere utroligt højt, for det er en lang proces at nå frem til et dansk mesterskab i modsætning til en slutrunde som EM, hvor det gælder om at ramme formen i de to uger, så man har en mulighed, siger den 33-årige sjællænder, der stoppede på landsholdet efter EM-slutrunden i fjor for at hellige sig klubkarrieren i AGK.

Fantastisk første sæson
- Da jeg valgte AG, havde jeg stadig en følelse af, at der var større chance for, at jeg blev dansk mester med AG inden for tre år, end hos nogen af de andre klubber, jeg havde mulighed for at komme til.

- At det er gået så hurtigt, havde jeg ikke kunnet forestille, selvom Jesper (klubejer Nielsen, red.) sad og sagde, at det kommer til at gå sådan og sådan og sådan. Havde vi bare nået halvdelen, ville det også være fint, men det er gået langt over det, han havde lovet og det er jo fedt, at det er sket.

- Det har jo været en fantastisk første sæson i ligaen for os. Det er det, vi er blevet købt ind til - vi skal præstere og vinde. Den ligger lige til højrebenet for os, så det vil være ærgerligt at snuble nu, siger Lars Jørgensen, der udover et dansk mesterskab også har andre drømme:

- Jeg vil gerne vinde Champions League også! Jeg har været i finalen, jeg er blevet spansk mester og forhåbentlig bliver jeg også dansk mester. Men Champions League mangler, siger AGK-spilleren til ekstrabladet.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer