Bonusordningerne er ændret.
Det er hovedlinien i den aftale, Dansk Håndbold Forbund og Håndbold Spiller Foreningen har indgået med Team Danmarks direktør Michael Andersen som mægler de sidste par dage.
Overordnet er der ikke flere kroner at hente for håndboldlandsholdet, men der er mere gulerod at jagte for holdet i såvel kvalifikationskampene til VM og selve slutrunden i december.
Det er den klare melding fra såvel DHF ved formand Per Rasmussen og direktør i Spillerforeningen Michael Sahl Hansen.
- Vi havde tilbudt et beløb på en million kroner, og det er ikke ændret. Men vi har ændret i nogle bonusser, siger Per Rasmussen.
- Vi har rokeret lidt rundt på beløbene og afsat et beløb på 750.000 kroner til kvalifikationsbonus i 2011, forklarer han.
Som det oprindelig blev meldt ud, er der stadig ikke flere penge i kassen. Det understregede Per Rasmussen igen.
Lykkes det at komme til VM i Brasilien vil en placering blandt de syv bedste betyde, at der stadig er mulighed for at komme til OL i London.