Pytlick møder pigerne

Skuffelsen skal på afstand: Landstræneren og spillerne skal evaluere EM så hurtigt som muligt

Jan Pytlick var meget højrøstet over for flere unavngivne spillere efter bronze-skuffelsen i Herning. Og nu skal der evalueres. (Foto: Lars Poulsen)
Jan Pytlick var meget højrøstet over for flere unavngivne spillere efter bronze-skuffelsen i Herning. Og nu skal der evalueres. (Foto: Lars Poulsen)

Pyt og pigerne skal mødes. Det er der i og for sig intet underligt i, for det gør de hvert år efter en slutrunde for at evaluere indsatsen i december.

– Det sværeste er at finde en dato, for efter nytår er programmet komprimeret, og adskillige spillere skal oven i liga-kampene også klemme europæiske klubkampe ind –selv om der desværre ikke er så meget Champions League på programmet, siger Jan Pytlick.

Tillægsordene er føget heftigt gennem lokalerne oven på landstrænerens kontante melding til unavngivne spillere efter bronze-skuffelsen i Herning.

Der er altså et par stykker –deriblandt Trine Troelsen og Camilla Dalby –der skal melde til eller fra efter det spejlkiggeri, en rasende Jan Pytlick opfordrede dem til at bruge juleferien på.

Ærgrer sig stadig
Den sag har landstræneren ikke flere kommentarer til umiddelbart.

– Jeg har lukket sagen. Vi talte sammen om aftenen inden banketten i Herning, og jeg har redegjort for mine holdninger og handlinger. Så må folk i Norge og alle andre steder i håndboldmiljøet pippe lige så meget, de vil og kan.

– Jeg har min helt klare holdning –men ingen yderligere kommentarer, siger Jan Pytlick.

Vel hjemme på Thurø, hvor andestegen så småt begynder at dufte, kan han stadig ærgre sig ad helvede til over den missede VM-kvalifikation:

– For min skyld måtte rumænerne godt snuppe bronzen, bare vi fik billetterne til VM i Brasilien næste december. Det er en lang sæson, og vi aner aldrig, hvad vi render ind i af skader –og to kampe mod Polen rummer altid en risiko for, at det går galt, pointerer landstræneren.

Kvalkampe mod Polen
– Generelt var EM super for os –undtagen afslutningen. Og den sidste kamp står altid stærkt i erindringen, konstaterer han.

Kval-kampene mod Polen spilles over to weekender i starten af juni. Danmark missede for tre år siden VM i Frankrig efter nederlag til Ukraine –og slæbte sig kun akkurat med til EM 2008 i Makedonien med det yderste af neglene efter gyseren mod upåagtede Tyrkiet.

– Vi har en samling og mulighed for testkampe i april, og så må vi bruge terminen i juni på kampe i stedet for fysisk træning.

Det er fint nok, at der er noget på spil, og spillerne kommer ud i pressede situationer –faren er bare, at det kikser!