Trækker kritik af dansk publikum tilbage

Kritikken af det danske håndbold-publikum bliver nu trukket i land: - Det er en fantastisk stemning, siger EHF's vicepræsident

De danske fans har holdt fest indtil videre i Herning under EM. I aften gælder det Montenegro. (Foto: Lars Poulsen)
De danske fans har holdt fest indtil videre i Herning under EM. I aften gælder det Montenegro. (Foto: Lars Poulsen)

HERNING (ekstrabladet.dk): Snøren er kastet ud, og nu forsøger vicepræsident i EHF, Jean Brihault, med al magt at trække den ind igen. Det må være den kortfattede analyse af det interview, det europæiske håndboldforbund torsdag har lagt ud på deres hjemmeside.

Hér roser Brihault de danske værter for et flot arrangement – og de danske fans for en fantastisk atmosfære.

- Jeg mener, at vi er heldige, at have et så begejstret publikum, der bakker deres hold op. Atmosfæren er fantastisk, og det er vidunderligt for håndbolden som helhed. For eksempel er det flot at se de danske tilskuere rejse sig op klappe modstanderholdene på banen, er Brihault citeret for at sige.

Nærmest forrygende underholdning fra vicepræsidenten, der som sent som i går var ude i Jyllands-Posten og anklage publikum i Aalborg og Herning for ’Balkan-tilstande’, når man buhede af modstanderne. En kommentar der kun affødte hovedrysten i den danske lejr. Selv nordmændene reagerede på kommentaren og lod vide, at man ligefrem glæder sig til oplevelsen.

Respekterer regler
Brihault understreger, at EHF kigger på, om diverse forhold overholdes af arrangørerne Danmark og Norge.

- For eksempel præsentationen af holdene, holdopstillingerne, medaljeceremonierne, speakerens aktioner, trænernes attituder, siger Brihault.

- Disse regler er respekterede i både Danmark og Norge, siger han.

EHF har truet både Jan Pytlick og speaker Mogens Bay med straf, hvis ikke de stoppede deres ’dialog’ med publikum. Pytlick blev advaret inden Kroatien-kampen mod at gestikulere til publikum, at man skulle buhe.