Pytlick om Norge: Fint, fedt, super

Den danske landstræner glæder sig til at møde Norge - igen. Og denne gang vinder Danmark

Landstræner Jan Pytlick tror på, at det nu er Danmarks tur til at vinde en betydningsfuld kamp mod Norge. Det er ikke sket i otte år. (Foto: Lars Poulsen)
Landstræner Jan Pytlick tror på, at det nu er Danmarks tur til at vinde en betydningsfuld kamp mod Norge. Det er ikke sket i otte år. (Foto: Lars Poulsen)

HERNING (ekstrabladet.dk): Lad det være sagt med det samme: Norge har et godt tag på Danmark, når det kommer til kvindehåndbold.

Det er meget længe siden, Jan Pytlicks tropper sidst har vundet en betydningsfuld kamp mod Norge, den gamle koloni har et hold fyldt med profiler, man har vundet de tre seneste europamesterskaber og så videre og så videre og så videre.

Med andre ord: Norge er favorit til morgendagens semifinale i Herning.

Det synes dog ikke at spolere Jan Pytlicks nattesøvn i disse dage. Heller ikke selvom den seneste kamp mod Montenegro er blevet tabt.

- Den kamp er smidt væk, og nu er fuld fokus på Norge. Og for os er det fint, fedt og super, at vi skal møde Norge. Det er et af verdens bedste hold og en gave for os, for nu gælder det virkelig, sagde han på dagens pressemøde.

Kommer tættere og tættere på
Han lægger ikke så meget i, at Danmarks seneste sejr i en betydningsfuld kamp ligger otte (!) år tilbage - EM-finalen i Århus 2002.

- Rumænerne snakkede også meget om statistik, inden vi mødte dem, men det gør de vist ikke mere, sagde han med henvisning til, at Danmark inden dette EM ikke havde slået dem længe.

- Vi er de seneste kampe, hvor vi har mødt Norge, kommet tættere og tættere på dem, og nu er der endelig noget på spil. Jeg kan kun sige, at vi glæder os, sagde Pytlick.

- Norge er storfavorit, og vi har stor respekt for dem. Vi går ind til den kamp med stor ydmyghed, sagde han og pegede på omstillingsspil og kontraløb som nogle af de afgørende faktorer i kampen.