Melgaard: Det er jo en drøm

Brutalis nummer ét i forsvaret havde efterfølgende svært ved at tro, at det faktisk var lykkedes at tæve verdensmestrene

HERNING (ekstrabladet.dk): - Hvis du ikke spiser din bortsch, så kommer Mette Melgaard efter dig!

Denne sætning kunne en håndboldkyndig russer måske finde på at bruge i fremtiden, når hun eller han forsøger at få ungen til at spise op derhjemme.

Den danske forsvarsstjerne gjorde i hvert fald sit til mandag aften, at russerne meget sent glemmer hende. En fantastisk præstation, hvor de streg- og bagspillere, der dristede sig til at komme i nærheden, blev tacklet, skubbet og mobbet ud af kommunen.

Og det var da også en meget lettet og glad Melgaard, der kom spankulerende med et stille smil på læben efter sidste fløjt.

- Det er super godt. Vi havde overskuddet og styr på tingene. Generelt var vi bare godt forberedt. Det er SÅ godt..., formastede hun sig til at sige.

Karin er meget råbende
- Du ser ud til at have rimelig godt kontrol derinde...?

- Ja, vi fik tacklet dem godt ned. Og så vidste vi, at de ville begynde at skifte ud. Det gør Trefilov jo. Og det viste sig at være rigtigt. Det hjælper også på det, at Karin står godt igen.

- Hun er meget talende. Undskyld, råbende. Hun fortæller os hele tiden, at vi skal rykke frem, at vi skal til den ene side, at vi skal lukke et hul og så videre. Men det giver jo også os ro, at vi ved, at hun napper dem, sagde Melgaard.

- Det var jo en drøm at spille derinde. Så fedt. Og med det publikum. Vi kunne allerede til opvarmningen mærke, at der ventede noget helt særligt, sagde russer-mareridtet.