Danmark gjorde arbejdet færdigt

Spanien bed godt fra sig, men de danske EM-piger var en klasse bedre og tog tredje sejr i træk

AALBORG (ekstrabladet.dk): Danmark er klar til mellemrunden ved EM i håndbold på mest suveræne vis - med tre sejre i træk.

Lørdag blev Spaniens forsvarende EM-sølvvindere banket i Gigantium med 22-19. Men selvom nytår kun er tre uger væk, var der dog ikke meget fyrværkeri over spillet. Det eneste knald må siges at være Karin Mortensens åbning på kampen.

Efter ni afslutninger fra spanske hænder havde hun nappet de syv – og dermed en redningsprocent på 78. Hun sluttede efter de første 30 minutter med en redningsprocent på 50, hvilket fik tribunerne til at gynge i den store hal.

Og det sikrede samtidig, at Danmark fra første færd kunne holde sig i front. For det var ved den søde grød ikke på grund af godt angrebsspil.

Offensive spaniere
De sydeuropæiske gæster dækkede som ventet offensivt op, men det kunne de rød-hvide slet ikke finde ud af, og bolden blev gang på gang smidt væk – ofte i forsøg på at finde stregspillerne Thorsgaard, Kristensen og Melgaard.

Som det vakse læser kan regne ud, var det en målfattig affære før pausen. 4-3 efter 14 minutter og 7-5 efter 22 minutter.

Spaniens største stjerne, Marta Mangue så man ikke de første 25 minutter, men så hamrede hun med et par rappe fodfinter to bolde forbi Karin Motensen.

Spanierne fik til gengæld en fremragende start på 2. halvleg. De første 11 minutter blev vundet 5-2, og så var der udlignet til 15-15. Det var en periode, hvor marginalerne var med Spanien.

Lærke Møller var dog et godt dansk aktiv. Hun trak et par spanske udvisninger og viste vejen med nogle gode gennembrud .

Halvvejs i 2. halvleg diskede Karin Mortensen igen op med et par gode redninger, hvilket sikrede, at Danmark ikke kom bagud på noget tidspunkt.

Vigtigt mål af Troelsen
Med knap otte minutter igen bombede Trine Troelsen Danmark på 19-17, hvilket sikrede lidt luft.

Samtidig faldt spanierne tilbage i samme fine tendens med at brænde oplagte chancer.

Spanierne kom i undertal med tre og et halvt minut igen, alligevel lykkedes det Macarena Aguilar at storme igennem og reducere til 18-19, og havde det ikke været for en vis Mortensen i målet, havde de til lejligheden hvidklædte spaniere udlignet kort efter til 19-19.

Efter en timeout af Jan Pytlick, hamrede Line Jørgensen bolden ind til 20-18 – og kort efter til 21-18, hvilket skulle vise sig at være nok til dansk sejr. Trine Troelsen, der blev dansk topscorer med seks mål, hamrede den sidste kasse i mål til 22-19.

Selvom sejren kom i hus, må landstræner Jan Pytlick konstatere, at der er plads til adskillige forbedringer. Hvordan man tackler et offensivt forsvar mangler vi stadig at få svar på. Brug af de små og hurtige Christina Krogshede, Lærke Møller og Berit Kristensen i bagkæden syntes ikke at være løsningen.