Tysk håndbold i chok efter EM-exit

De topseedede tyskere tabte sensationelt med ti mål til Ukraine fredag aften og er ude af EM-turneringen allerede før mellemrunden

Tysklands Wörz i gulvet lige som resten af det tyske hold. (Foto: AP)
Tysklands Wörz i gulvet lige som resten af det tyske hold. (Foto: AP)

Håndbold-Tyskland er rystet i sin grundvold efter fredagens chokerende timåls-nederlag til Ukraine, der i Larvik sendte de topseedede tyskere ud af EM-turneringen allerede efter de indledende gruppekampe.

- Denne kamp har forvoldt store skader på tysk håndbold. Hvad vi her har leveret, kan jeg ganske enkelt ikke forstå. Jeg er i chok. Det er den rene katastrofe, siger den tyske træner Rainer Osmann ifølge tyske medier efter 23-33-nederlaget i Gruppe C.

Tyskland kunne tillade sig at tabe kampen med syv mål og alligevel komme videre til mellemrunden - endda med to point efter sejren over Holland. Men det tyske hold faldt helt sammen I den afgørende kamp.

- Det gør SÅ ondt. Det er som en ond drøm og lavpunktet i min karriere, siger Viborg-stregspilleren Anja Althaus, der før slutrunden havde luftet tanken om medaljer.

- I 60 minutter stod vi på banen som zombier – vi er de største fjolser lige nu. Jeg kan hyle ved tanken om hvilket potentiale, der rent faktisk er på dette hold, og hvad det kunne have nået, hvis det havde spillet på normalt niveau, siger Althaus.

Sverige vinder Gruppe C med maksimumpoint foran Holland, Ukraine og Tyskland, der alle slutter på to point – og Tyskland ryger ud på at være dårligst i de indbyrdes kampe med Holland og Ukraine.

Billetterne til mellemrunden går i stedet til Ukraine, der ellers havde bestilt hjemrejse til Kiev, mens Tyskland nu må vente til søndag med at rejse hjem, da der ikke var taget højde for, at der skulle bruges hjemrejsebilletter allerede lørdag …

- Jeg kan ikke forklare, hvad vi lavede i de tre kampe. Ingen af os nåede vores normale niveau, og hele holdet spillede meget værre end normalt, siger Grit Jurack.

- Og da vi så kom bagud med otte mål i slutningen af kampen, rystede vi alle sammen på hænderne. Så er det lige meget, om man har spillet 290 landskampe eller ti. Måske var vi forblændede af de tre sejre i forberedelseskampene, men i Larvik præsterede vi intet. Det er utroligt siger Viborg-stjernen til EM-turneringens officielle hjemmeside.