De svenske kvinder fortsætter triumftoget ved kvindernes EM i håndbold, da det fredaga ften blev til en sikker sejr på 25-18 over Holland. For første gang i svensk kvindehåndbolds historie har holdet dermed vundet alle kampe i gruppespillet ved EM
Svenskerne var kampen igennem overlegne mod hollænderne, og især imponerende målvogter Gabriella Kain endnu engang med storspil. Sverige tog tidligt det afgørende ryk, da 3-3 blev til 8-3, og efter 14-6 ved pausen var anden halvleg kun et spørgsmål om at komme sikkert i mål.
Sverige har tidligere besejret Tyskland og Ukraine og vinder dermed Gruppe C med seks point. Holland er trods nederlaget også videre til mellemrunden, mens Tyskland og Ukraine i aften spiller om den sidste plads. Ukraine skal vinde det indbyrdes opgør med minimum otte mål for at gå videre på bekostning af Tyskland.
I mellemrunden parres Gruppe C med Norge, Ungarn og Frankrig. Sidstnævnte vandt uden problemer den afgørende kamp mod Slovenien med 29-19 og tager dermed den tredje plads i mellemrunden fra Gruppe D.