Frankrig i store problemer

De forsvarende VM-sølvvindere fra Frankrig er på tynd is i EM-turneringen

Den franske landstræner Oliver Kurmbholz har problemer ved EM (Foto: Stella Pictures)
Den franske landstræner Oliver Kurmbholz har problemer ved EM (Foto: Stella Pictures)

AALBORG (ekstrabladet.dk): De forsvarende VM-sølvvindere fra Frankrig er på tynd is i EM-turneringen.

Onsdag aften tabte Oliver Kurmbholz’ mandskab for anden dag i træk, da Ungarn vandt 21-18.

Tirsdag tabte Les Bleus med hele 11 mål til Norges værter. Og dermed skal der en sejr over Slovenien på bordet fredag, hvis man ikke allerede skal retur til hjemlandet inden weekenden. Og det er stensikkert, at man under alle omstændigheder kommer over i mellemrunden med et stort fedt 0 ud for pointscoren.

Nederlaget blev grundlagt før pausen, da Ungarn holdt sin modstander nede på bare fem mål de første 25 minutter.

Frankrig fik rettet meget op i løbet af de sidste 30 minutter, og der var reel spænding om udfaldet de sidste 10 minutter. Men med en margin på to mål og fem minutter igen valgte målvogter Orsolya Herr så at snuppe et straffekast, mens holdkammerat Piroska Szamoransky sprintede op i den anden ende og scorede sikkert, hvilket afgjorde kampen.

Dermed er ungarerne videre efter to sejre i træk.