Nok er Randers EHF Cup-mester og dansk DM-finalist - og netop forstærket med stregspilleren Mette Melgaard - men derfor er Leverkusen nu alligevel ikke en behagelig modstander.
Men det var den tyske storklub, der kom op af hatten, da det europæiske håndboldforbund i dag trak lod til kvalifikationen til næste sæsons Champions League.
Udover Leverkusen skal Randers også møde ukrainske HC Smart og tyrkiske Maliye Milli Piyango, der må forventes at være mere overkommelige modstandere i kvalifikations-gruppen, hvorfra blot et enkelt hold kvalificerer sig til selve gruppespillet.
Ærgerligt med Leverkusen
- Det er ærgerligt med Leverkusen, for det er et rigtig godt hold med mange landsholdsspillere. De har været ude i Europa, og de har prøvet mange ting. De to andre hold er lidt hip som hap. Nu må vi tage den derfra og vente og se. Det bliver jo også spændende at se, hvor kampene skal spilles, siger Randers-træner Jan Leslie.
Hvis Randers går videre, venter Oltchim Valcea, Larvik og franske Toulon Saint Cyr Var i gruppespillet.
KIF Vejens Cup Winners Cup-finalister skal i kvalifikationsgruppe 4 op mod ungarske Korvex, polske Lublin og serbiske Zajecar. Klarer KIF den opgave venter Hypo Niederösterreich, Leipzig og spanske Itxaho Reyno De Navarra i gruppespillet.
Kvalifikationsspillet afvikles 17.-19. september, men det er endnu ikke afklaret, hvor det spilles.